Den hollandske familie, der i fællesskab har købt Tolne Camping, er sønnen Chiem, Gerda og Niels Hamoen samt svigersønnen Simon med Mads og datteren Maaike med Elin. Foto: Niels Helver
Livet her

Har været gæster i Vendsyssel i 16 år: Nu har hollandsk familie købt Kurts campingplads

13. maj 2021 kl. 08:00

TOLNE: Efter 32 år som ejer af Tolne Camping har Kurt Mortensen i en alder af næsten 80 år valgt, at nu er tiden kommet til at nyde sit otium som pensionist.

Kurt har solgt den 11,5 ha store naturcampingplads til en hollandsk familie, der hver sommer i de sidste 16 år har besøgt campingpladsen, og gennem de mange besøg har de fuldstændig tabt deres hjerter til Tolne Camping og til Danmark og danskerne.

Selvom det er tidligt på sæsonen, er der fuld gang i campinglivet. Her ankommer Joan og Flemming fra Næstved til et flere ugers ophold. Foto: Niels Helver

Det er Gerda og Niels Hamoen, der sammen med datteren Maaike, hendes mand Simon og sønnen Chiem og børnebørnene Elin og Mads, har taget springet og fuldstændigt ændret tilværelsen fra gode jobs i Holland til en ny fremtid i Danmark som ejere af den naturskønne campingplads midt i Naturpark Tolne.

I Holland var Gerda lægesekretær, Niels erhvervskonsulent, Maaike var planlægger i et el-firma, Simon teamleder i et supermarked og Chiem studerede på universitetet. Alt dette har de lagt bag sig, og nu satser de på en tilværelse som danskere og et liv som ejere af Tolne Camping med mange hyggelige stunder og servicering af campingpladsens gæster.

Glampingtelte med wifi

Den initiativrige familie har allerede lavet flere nye tiltag på campingpladsen. Den største er to helt nye Glampingtelte.

Flemming og Joan fra Næstved er kommet på Tolne Camping 16 gange siden 1990’erne. Maaike og datteren Elin sørger for korrekt registrering af gæsterne. Foto: Niels Helver

Glamping er et forholdsvist nyt begreb i Danmark. Glamping betyder luksuriøs og komfortabel camping. Teltene er bygget i træ og teltdug og er med fast bund. De har rindende vand, badeværelse med toilet og bruseniche, køkken med køleskab og opvaskemaskine, soveværelse med senge, børneværelse, hems, opholdsrum samt stor terrasse med grill.

Der er selvfølgelig også wifi og andet komfortabelt udstyr.

Herudover fornys legepladsen med helt nye hoppepuder og legeredskaber. Der etableres ladestandere til elbiler, og der anskaffes el cykler til udlejning. Det er blot nogle af de mange nye tiltag, som familien for tiden arbejder med.

Tolne Camping har 150 pladser til telte og campingvogne, herudover er der en stor hytteby med 13 hytter og fælleshus med køkken- og opholdsfaciliteter.

Annonceret indhold

Nyeste