Rute 78 kører fra på søndag ikke længere til Sindal. Flere passagerer skal i stedet bruge toget mellem Hjørring og Sindal.
Livet her

Her ændres busruter igen: - Brug andre transportformer

I Hjørring Kommune er endnu en omlægning at busruter en realitet fra søndag

04. august 2021 kl. 16:16
Opdateret kl. 17:49

HJØRRING: Det giver ikke mening at have store tomme dieselkogere til at køre rundt i kommunen. Omvendt kan man argumentere for, at kommunen, uanset antallet af passagerer, skal sørge for en ordentlig offentlig transport- også til yderområderne.

- Det gør vi også, men vi har i den nye omlægning zoomet mere ind på det reelle behov, og så vil vi slå et ekstra slag for de alternative transportformer som fx. plustur, flextur og samkørsel, siger chef for grøn omstilling i Hjørring Kommune, Lotte Vang, der dog heller ikke lægger skjul på, at de seneste års omlægninger af busdriften også er en spareøvelse.

Fra på søndag 8. august og den forestående skolestart kommer der til at være nye væsentlige ændringer i Hjørring Kommune.

Nettet af de såkaldte telebusser, der kan benyttes af alle, men som primært bruges af skolebørn og uddannelsessøgende, skrumper ind. Kommunen har set mere detaljeret på, hvor skolebusserne bliver brugt, og flere uddannelsessøgende skal i stedet bruge toget mellem Sindal og Hjørring. Her er det nye togstoppested i Hjørring Øst, tæt på byens uddannelser, blevet et vigtigt knudepunkt.

Der har igen været dialog med skolerne om tilpasning af ringetider, og afgangene om eftermiddagen efter skoletid bliver flere steder skåret ned fra tre til to.

På det store rutenet bliver rute 78, der i dag kører fra Sæby til Hjørring og videre over Astrup til Sindal og Tversted, kortet af, så den kun kommer til at køre Sæby - Hjørring.

Telebussen 811 og rute 816 og 225 stopper også. I stedet kommer der to nye ruter 81 og 82.

Rute 82 kommer til at køre på den samme strækning, som rute 80 kører i dag, nemlig over Bjergby til Tversted, men forsætter nu videre til Bindslev og Sindal. Rute 80 kører fortsat mellem Hjørring og Lønstrup.

Rute 81 overtager noget af strækningen fra rute 78, og kommer til at køre via Højene til Astrup og Sønderskov. Den vil imidlertid ikke køre videre til Sindal.

Kortet viser de nye hovedruter, hvor 78 stopper i Hjørring, rute 80 og de to nye ruter 81 og 82.

- Vi kan se, at der er meget få passagerer mellem Astrup og Sindal, så der vil blive en mindre betjening af landsbyerne Astrup og Sønderskov, fortæller Mads Mailund Heuer, der arbejder med mobilitet i Hjørring Kommune.

Få passagerer

På Astrup Friskole ærgrer det skoleleder Anders Nyborg Thomsen, at der bliver længere mellem busserne, og at forbindelsen til nabolandsbyen Sønderskov bliver dårligere.

- Men vi må også erkende, at tallene viser meget få passagerer på nogle af de afgange. Astrup er en landsby i vækst med mange børnefamilier, og vi har gennem en god dialog med kommunen trods alt fået et bedre resultat, end vi havde frygtet, siger skoleleder på Astrup Friskole, Anders Nyborg Thomsen.

Skoleleder på Astrup Friskole, Anders Nyborg Thomsen. Foto Henrik Louis

Friskolen har tilpasset den nye køreplan ved at skubbe mødetiden om morgenen med 20 minutter til 8.20 og tilsvarende om eftermiddagen.

Hjørring Kommune bruger årligt cirka 36 millioner kroner på offentlig transport. Hidtil har man på basis af trafiktællinger på bestemte tider af året beregnet, at cirka otte millioner kroner kommer retur fra billetindtægter. Nye reelle tal fra Rejsekortet har nu vist, at kommunen kun får 6,5 millioner ind i billetindtægter, og derfor er den nye omlægning også en besparelse på cirka 2,5 millioner kroner.

- Vi håber også, at borgerne i endnu højere grad benytter de alternative transportformer i stedet for den store fokus på busnettet, og så er det også oplagt, med det nye togstoppested i Hjørring Øst at flytte flere passagerer over i togene, siger Lotte Vang.

Fx. kan man resten af året, via "rejseplanen" bestille en gratis plustur, hvor man bliver afhentet på en adresse og kørt til nærmeste stoppested på hovednettet, hvis der ikke er busforbindelse. Det er en ordning, som især mange unge uddannelsessøgende er begyndt at bruge.

Ældre borgere sværger mere til flextur, hvor man i god tid kan bestille transport mellem sin adresse og et bestemmelsessted indenfor kommunegrænsen til en takst på fem kroner pr. kilometer.

- Der vil sikkert ske rigtig meget på transportområdet indenfor de næste 10 år, hvis de førerløse busser vinder frem. De er jo meget billigere i drift, og så kan vi måske igen øge frekvensen i landområderne, siger Mads Mailund Heuer.

Annonceret indhold

Nyeste