Livet her

Hjemmeværnet opretholder beredskabet

ØVELSE: Det lokale Hjemmeværnskompagni Børglum-Hvetbo har i weekenden sidst i september afholdt øvelse

01. oktober 2020 kl. 11:48

Trods Corona øver Hjemmeværnet stadig for at opretholde beredskabet.

Øvelserne foregår under hensyntagen til sundhedsmyndighedernes retningslinjer.

Soldater fra Hjemmeværnskompagni Børglum-Hvetbo møder i hjemmeværnslokalerne i Sdr. Saltum. Der bliver ikke givet hånd som man plejer, men alligevel hilses høfligt på hinanden, skriver Peter Geert Aas, seniorsergent:

Det er lørdag morgen og soldaterne er mødt for at øve bevogtning af et objekt.

Materiel udleveres, radioer gøres klar og udrustningen pakkes på køretøjerne. Kompagnichef Tommy Bjerre Jensen samler kompagniet og giver befalingen for forskydning fra kompagnilokalerne til objektet - i dagens anledning en gård nord for Vrensted.

- Det er vigtigt, at vi fortsat øver og vedligeholder vores færdigheder, så vi er klar, hvis der bliver kaldt på os, forklarer Tommy Bjerre Jensen, inden han sætter sig ind i et køretøj for at starte forskydningen.

Hjemmeværnskompagni Børglum-Hvetbo er en del af Hjemmeværnsdistrikt Nordjylland, der i denne weekend skulle have afholdt årets distriktsøvelse. Øvelsen er grundet Corona situationen blevet ændret, så den gennemføres som små mindre øvelser.

- Jeg valgte tidligere på måneden at ændre distriktsøvelsen, så jeg ikke samlede mange soldater fra flere enheder rundt i Nordjylland, fortæller oberstløjtnant Jan Johansen, chef for Hjemmeværnsdistrikt Nordjylland.

- Med det nuværende smittetryk i Nordjylland og med sundhedsmyndighedernes retningslinjer in mente, kunne jeg ikke forsvare at samle mine soldater til en stor øvelse. Det er vigtigt, at Hjemmeværnet opretholder beredskabet, hvis der bliver kaldt på os, derfor har jeg valgt at lade mine kompagnier lave egne aktiviteter fx øvelser eller uddannelse, slutter Jan Johansen.

Bevogtning

På gården nord for Vrensted er soldaterne kommet på plads og sikrer, at det kun er folk, med lovlig grund til at komme ind på området, der får adgang.

Øvrige bliver høfligt - men bestemt - afvist.

Gården er et fint sted at øve bevogtning. Det er en af Hjemmeværnets vigtigste opgaver.

- Det betyder ikke noget, at det ”bare” er en gård, vi øver på i dag, fortæller soldaten Preben. Håndværket er det samme, så hvis vi en dag bliver kaldt på, så er vi klar til de rigtige objekter, vi skal bevogte.

Der bliver kaldt fra vagten. En håndværker vil ind på området og ordne et stykke arbejde. Det får han lov til - livet går jo videre selvom gården i dag er bevogtet af soldaterne fra Hjemmeværnskompagni Børglum-Hvetbo.

Annonceret indhold

Nyeste