Erhverv Hjørrings konkurrence "Dynamic Startup challenge" fandt sin vinder fredag 20. August. Tv: Martin Ove Jensen, th: Martin Elefsen.
Mennesker

Hjørring hylder lokale iværksættere

Erhvervskonkurrence i Hjørring Kommune skal gøre det mere attraktivt at være iværksætter.

20. august 2021 kl. 15:42

Hvis man drømmer om at være iværksætter, kan Hjørring Kommune være et godt sted at starte. Erhverv Hjørring Dynamic har nemlig startet en række initiativer, der skal gøre det nemmere og mere attraktivt at drive virksomhed i Hjørring kommune. Et af disse initiativer er konkurrencen "Dynamic startup challenge", som for femte gang hylder lokale iværksættere fredag 20. August.

- Netværket vil gerne præmiere og synliggøre dygtige iværksættere, hvad enten de endnu er på idéstadiet, eller de har etableret sig. På den måde giver vi et skulderklap og en hjælpende hånd til at komme videre, så vi forhåbentligt får nogle nye vækstvirksomheder godt i gang, siger Bo Geertsen, som er erhvervsdirektør hos Hjørring erhvervscenter.

Erhvervsdirektør Bo Geertsen er en del af dommerpanelet, der skulle finde vinderen af konkurrencen.Foto: Peter Broen

14 iværksættere har budt ind med deres virksomheder til årets konkurrence, hvoraf seks blev udvalgt til at pitche deres forretningsmodeller for dommerpanelet.

- Jeg må sige, at juryen endnu en gang kom på en svær opgave. Det var supergode pitches, der alle var spændende og perspektivrige, men der skal jo findes vindere, siger Bo Geertsen udvælgelsesprocessen.

Se også
Kontante præmier, gratis husleje og hjælp til de bedste iværksætter-idéer

De tre vindende virksomheder er blevet vurderet ud fra flere forskellige kriterier såsom: Kompetencer, kunde- og markedspotentiale, forretningsmodel, produktet/ydelsen, finansieringsmuligheder og realiserbarhed.

Ud fra disse kriterier har juryen bestående af: Jesper Bundgaard Madsen, Morten Ovesen og Lasse Gram Petersen fra DYNAMIC, og derud-over Allan Kiilsholm Petersen og Bo Geertsen fra Hjørring Erhverscenter udvalgt de tre virksomheder Blaiton, Madplus og Selvbygger+ som de tre bedste.

Vindmøllevirksomhed løb med sejren

Det blev vindmøllevirksomheden Blaiton, der løb med sejren og førstepræmien på 40.000 kr. Blaiton blev stiftet i 2017 af Martin Ove Jensen og Martin Elefsen, som hver ejer 50 procent af virksomheden, hvis forretningside er at sænke driftsomkostningerne ved vedligeholdelse af vindmøller. Dette gøres ved, at Blaiton har udtænkt en ny kranløsning, som kan kobles på vindmølletårnet, mens vindmøllen fortsat producerer strøm.

Blaiton har udtænkt en ny innovativ kranløsning der kan kobles direkte på vindmøllens tårn.

- Det er selvfølgelig superfedt at vinde og få et anerkendende skulderklap. Det viser jo også, at de sidste par år har været brugt fornuftigt, siger de to vindere Martin Elefsen og Martin Jensen og lægger vægt på, at det også er godt for alle de andre, som er involverede i firmaet.

Se også
Søstre fra Hjørring har vundet iværksætter-pris: Byggede opfindelse på en uge

Dynamic startup challenge

Konkurrencen er udskrevet af Hjørring Erhvervscenter, Erhverv Hjørring og Hjørring Dynamic.

Konkurrencen blev afholdt for første gang i 2017.

Præmier:

1. Præmie

40.000 kr. kontant + 9 mdrs. skræddersyet vækstforløb med tilknytning af vækstguide samt gratis plads i GARAGEN (1 person) fra 1. april – 31. december

2. Præmie

20.000 kr. kontant + 6 mdrs. skræddersyet vækstforløb med tilknytning af vækstguide samt gratis plads i GARAGEN (1 person) fra 1. april – 30. september

3. Præmie

10.000 kr. kontant + 3 mdrs. skræddersyet vækstforløb med tilknytning af vækstguide samt gratis plads i GARAGEN (1 person) fra 1. april – 30. juni

Kilde: Erhverv Hjørring

Andenpladsen gik til virksomheden Madplus, der endnu er på idestadiet, men i fremtiden vil udvikle produkter, der giver personer med nedsat spiselyst mulighed for at spise beriget mad. Herefter kom Selvbygger+ på tredjepladsen. Selvbygger+ er en digital platform for selvbyggere, som kan bruges til styring af egne byggeprojekter.

Se også
Skal du bygge selv? Nordjysk makkerpar er klar med nyt værktøj
Annonceret indhold

Nyeste