Hotel Klitbakken solgt. To af de nye ejere er Bjarne Jensen og Christian Hem. Foto: Kirsten Olsen
Livet her

Højst overraskende - hotel i badebyen på nye hænder igen: - Vi tog en hurtig beslutning

22. marts 2021 kl. 13:02
Opdateret kl. 19:18

Et aktieselskab bestående af Brian Hansen, Christian Hem og Stephani Kjærsgaard Lousdal samt brødrene Tommy, Karsten, Preben og Bjarne Jensen fra Action House har for nylig købt Hotel Klitbakken i Løkken.

Det forlød i sommeren 2020, at Hotel Klitbakken var overtaget af entreprenør Kaspar Thorup og restauratør Torben Kjeldgaard. Der var planer om et nyt hotel med 64 værelser. En ny lokalplan skulle bane vejen for dette. Den har været behandlet og i høring ad flere omgange, og er på det seneste blevet godkendt af Hjørring Kommune.

Den handel er gået i vasken.

Det nye ejerskab har dannet ”Hotel Klitbakken A/S” med de nævnte parter som ejere. Christian Hem fortæller, på selskabets vegne, at den store plan med et nyt hotel i fire etager er lagt i skuffen.

Forbipasserende stopper op og skal lige høre hvad der foregår, mens inventaret i det gamle diskotek ryger i containeren. Foto: Kirsten Olsen

Om handelen og de nye planer for Hotel Klitbakken fortæller han videre:

- Vi tog en hurtig beslutning om at købe hotellet. Vi vil gerne arbejde for at udvikle centrum af Løkken. Byggeplaner kan komme på sigt, men ikke i første omgang. Det hele er så nyt endnu, så vi overvejer forskellige modeller for fremtiden.

- I første omgang kommer vi til, som nu, at drive hotel på 1. sal, mens underetagen bliver til restauration, cafe og butikslokaler. Vi er i god dialog med forpagter Pia Sanderhoff om videreførelse af Cafe Carlton.

- Der skal indrettes butikslokaler til udlejning i det gamle diskotek. Interesserede lejere kan allerede nu få indflydelse på indretningen af de over 400 kvm., der er til rådighed, forklarer Christian Hem.

- Vi er i forhandling med Hjørring Kommune om få hele bygningen opgraderet. Vi vil blandt sikre, at facaden kommer til at passe ind i det bestående Løkken miljø. Vi går også i gang med at renovere værelserne lidt efter lidt.

Hotel Klitbakken bliver stående - foreløbigt. Et nyt aktieselskab går i gang med en istandsættelse. Foto: Kirsten Olsen

Hotel Klitbakken menes at være Løkkens ældste hotel. Ifølge oplysninger i Løkken Lokalhistoriske Arkiv kom den unge garversvend Thomas Winther til Løkken fra Hjørring i begyndelsen af 1830’erne. I 1835 blev han gift med Mette Mouritsdatter, der var enke og ejede huset. Her indrettede han kro og gæstgiveri.

Annonceret indhold

Nyeste