HJØRRING: Det er efterhånden fem år siden, at Vennebjerg Mølles Venner sammen med Lophave Hereford barslede med ideen om at lave et høstmarked på bakken over Lønstrup.
Det har vist sig at være både en god ide og et levedygtigt arrangement, som altså i år kan fejre sit første lille jubilæum med fem år på toppen.
Traditionen tro falder høstmarkedet på den anden søndag i september. I øvrigt samme dag som mange landmænd inviterer på åbent landbrug. Og selvfølgelig også samme dag, som Vennebjerg Kirke danner rammerne om årets høstgudstjeneste.
Årets høstmarked byder på en række forskellige stande med alt fra brændte mandler og oksekød fra Lophave Hereford til lokalproduceret madolie og chancen for at lave sin egen æblemost.
Arrangørerne tilbyder nemlig, at alle kan komme med deres æbler og få lavet deres egen æblemost.
Høstmarkedet starter klokken 12, når gudstjenesten er ovre, og du behøver ikke smutte hjem ind imellem for at få frokosten. Den kan købes på pladsen i form af oksekødsfrikadeller med hjemmelavet kartoffelsalat eller måske en Lophave-burger.
Kaffen og kagen er der også sørget for i møllens egen café.
Høstmarkedet slutter klokken 17.
Livet her

Høstmarked: En burger på bakketoppen

15. september 2018 kl. 08:39
Annonceret indhold

Nyeste