Livet her

Hyggelig lørdag i Lendum med cykelsponsorløb

15. september 2020 kl. 13:25

I sol, regn og hård blæst blev der i lørdags kørt det traditionelle cykelsponsorløb i forbindelse med Hyggelørdag i Dagli’ Brugsen. Det er KFUM spejderne i Lendum, der arrangerer løbet. Alle kan være med. Der er ingen aldersgrænse, og deltagerne bestemmer selv, hvor hurtigt og hvor mange omgange de vil køre på den 1 kilometer lange afmærkede rute rundt i byen.

Deltagerne er delt op i fire aldersklasser. En op til og med første klasse. En fra anden og tredje klasse. Så kommer fra fjerde til og med syvende klasse, og den sidste er fra ottende klasse og derover.

Start og slut var fra Soltorvet og præcis klokken 14, blev 23 deltagere sendt afsted. Nu gjaldt det om at køre så mange omgange som muligt i løbet af to timer, for hver omgang talte til det samlede resultat. Rigtig mange havde meldt sig som sponsorer af de enkelte ryttere. Mindstebeløbet, der kunne sponsoreres, var 1 krone pr. kilometer. I alt blev der indsamlet 14.000 kroner. Pengene går til KFUM spejdernes aktiviteter for børn og unge i Lendum samt uddannelse af spejderlederne.

Foruden cykelløbet samlede spejderne også penge ind via amerikansk lotteri, hvor alle præmierne var sponseret af byens handlende og erhvervslivet. Både under og efter løbet var der kaffe, saftevand og kager til de trætte ryttere.

Hele dagen var der også hyggelørdag i Dagli’ Brugsen, der bød på kaffe og rundstykker til de morgenfriske samt 15 procent rabat på de indkøb, der blev foretaget i åbningstiden.

Annonceret indhold

Nyeste