Livet her

I biffen igen: - Vi har glædet os, for der er bare en særlig atmosfære i biografen

06. maj 2021 kl. 18:26
Opdateret 07. maj 2021 kl. 07:53

I rummet kan ingen høre dig skrige, stod der på Alien-plakaten i 1979.

De seneste måneder har det heller ikke været muligt at skrige i biografmørket - hverken af gys eller grin.

Men torsdag var ventetiden ovre for det biografhungrende publikum: Efter flere måneders nedlukning kunne man igen sætte sig tilrette foran det store lærred med godter i favnen.

I MovieHouse Hjørring stod biografdirektør Benny Bruun klar til at tjekke coronapas og testresultater ved indgangen. Corona-situationen indebærer desuden, at mundbind først må tages af, når man sætter sig i salen. Endvidere er der et tomt sæde imellem hver delegation/sociale boble i de enkelte biografsale.

Allerede klokken 15.15 blev de første publikummer lukket ind til Lille Sommerfugl, som er en del af filmrækken i Biograf Danmark - og klokken 16 var der så tænkt på de små med animationsfilmene ”Operation Nordpolen” og ”Croods: En ny tid”.

Tanja Dahl, Hjørring, havde taget datteren Stella og dennes veninde, Liva, med til sidstnævnte titel.

- Vi har glædet os, for der er bare en særlig atmosfære i biografen, lød det fra Tanja Dahl, inden der skulle tankes op med sodavand og baconchips.

Tanja Dahl med datteren Stella og dennes veninde Liva - trioen glædede sig til hygge i biografens mørke.

Foruden filmfremvisningen er der naturligvis igen fyret op under popcornsmaskinen samt sodavands- og kaffeautomater - og fadølshanen, hvis man skulle have ambitioner om at banke promillen op på 0,5, inden man skal ind og se Oscar-vinderen "Druk", der også er på plakaten.

Mads Mikkelsen er i øvrigt på tre forskellige plakater, idet han også er med i "Retfærdighedens Ryttere" og "Chaos Walking", der spiller lige nu.

Benny Bruun fortæller, at han er glad for at komme i gang i biografen igen efter en lang nedlukning med havearbejde, fliserens og motions-aktiviteter privat. Og selv om dag ét efter nedlukningen ser fornuftig ud med antallet af gæster, så lægger han ikke skjul på, at han da glæder sig til storsællerter som den nye Afdeling Q-film, der får premiere senere i maj - og James Bond senere på året.

Følgende skal overholdes, hvis du skal i biffen

Du skal kunne fremvise en max. 72 timer gammel negativ PCR-test/kviktest eller

Du skal være færdigvaccineret og kunne fremvise dokumentation herfor eller

Du skal kunne fremvise en positiv Coronatest, der er mere en to uger gammel, men den må ikke være ældre end 6 måneder. Efter 6 mdr. fungerer den positive test ikke længere.

Børn under 15 år er undtaget kravet om Corona-pas og behøver derfor ingen af ovenstående.

Mundbind skal bæres under hele opholdet i biografen, undtagen når du sidder på din plads i salen.

Annonceret indhold

Nyeste