- Vi kom i mål. Glade og lettede bestyrelsesmedlemmer af Støtteforeningen for Ane Maries Hus. Fra venstre Annette Dyrbye Jensen, Hanne Mejlholm, Ingrid Andresen og Michelle Bentzon. Foto: Privatfoto
Livet her

Indsamling kom i mål: Historisk hus i landsby er nu sikret for eftertiden

03. marts 2021 kl. 14:15

En glad bestyrelse i Støtteforeningen Ane Maries Hus kunne den 28. februar 2021 konstatere, at man var nået i mål med indsamlingen til fordel for Ane Maries Hus. Der blev samlet i alt ca. 460.000 kr. ind fra private, foreninger og virksomheder.

- Vi er meget, meget taknemmelige for de tilsagn om støtte vi har fået, siger bestyrelsesmedlem Christian D. Østergaard.

- Vi skylder en særlig stor tak til den lokale Vrensted Fond, som har støttet med 100.000 kr.

Resultatet betyder, at Støtteforeningen nu kan man meddele Hjørring Kommune, at man er klar til at overtage huset pr. 1. april 2021. En gruppe personer med tilknytning til Vrensted har arbejdet med Ane Maries Hus i mere end 3 år. Det har tidligere vist sig i arbejdet med at søge penge, at det var et problem, at ansøger ikke selv ejede huset. Derfor besluttede bestyrelsen sidste år at sætte alt på et bræt og forsøge at skaffe penge nok til køb af huset – og sikre, at det kan driftes i et par år, mens der søges midler til en større renovering af huset.

Ane Maries Hus. Arkivfoto

- Vi har i forvejen tilsagn om ca. 0,5 mill. kr. til renovering, herunder også penge til at etablere Landsbyhaven. Og haven vil vi gå i gang med så snart det er muligt, siger formand Hanne H. Mejlholm.

- Haven skal åbnes op og indrettes så den kan bruges af borgerne, og bestyrelsen håber, at frivillige vil give en hånd med – allerede her i foråret.

- Vi har et ret gennemarbejdet koncept klart for Ane Maries Hus – og vi glæder os til at komme i gang. Det kan vi gøre nu – hvor vi kommer til at eje huset, siger den glade formand, som indrømmer, at det så svært ud med indsamlingen i en corona-tid, hvor man ikke har kunnet mødes.

- Men netop derfor er vi endnu mere glade og stolte over, at det lykkes, siger Hanne H. Mejlholm.

Bestyrelsen går nu i gang med at udarbejde en handlingsplan og prioritering af aktiviteterne i Ane Maries Hus, og i april håber man, at det bliver muligt at holde generalforsamling og informationsmøde for Støtteforeningens medlemmer, som tæller i alt 90 personer.

Næstformand Mette Hyldgaard Roussis er glad for, at en stor milepæl er nået i projektet.

- Det bliver helt anderledes motiverende at arbejde med projektet, når foreningen selv ejer huset, og jeg tror, at det på lang sigt kommer til at få stor betydning for Vrensted, at Ane Maries Hus – med sin helt centrale og smukke placering i byen - er sikret til gavn for byens borgere. Vi har et multifunktionelt koncept på plads, som vil skabe nyt liv i byen.

På facebooksiden Ane Maries Hus og Vrensteds facebooksider har mange udtrykt glæde over den gode nyhed.

Støtteforeningen Ane Maries Hus har stiftet et anpartsselskab, Ane Maries Hus ApS, som kommer til at stå som den formelle ejer af huset og vil varetage økonomi og drift.

Annonceret indhold

Nyeste