Livet her

Indtryk i ler og billeder

02. september 2018 kl. 09:19
Overskriften til denne artikel er samtidigt titlen på en spændende udstilling, som finder sted i første halvdel af september i Vognporten på Børglum Kloster. Det er de to kunstnere Rikke Barlebo fra Thorup og Anni Duch fra Børglum.
- Vognporten er et stort rum, men vi skal nok fylde det med kunst, som spiller sammen, og det sammenspil glæder jeg mig meget til, siger Rikke Barlebo, og Anni Duch følger op på det og tilføjer:
- Vi har selvfølgelig talt sammen om det, og vi kender jo hinandens stil, så vi kan gøre udstillingen i rummet til en helhed. Da jeg skulle vælge en keramiker at udstille sammen med, så valgte jeg selvfølgelig Rikke.
Rikke Barlebo stiftede først kendskab til ler og keramik i USA, og gik videre med det sammen med hendes daværende lokale pottemager i Nordsjælland. Det supplerede hun med relevante kurser, og hun har nu sit værksted og galleri på Lilleskovvej ved Storskoven nær Dronninglund. I 35 år har Rikke undervist for FOF Aalborg. Udenfor den ejendom, hvor hun har værksted og galleri, blev der gjort fund af fint dekorerede potteskår fra oldtiden, og fra dem har hun lavet stempler, som hun bruger som tryk/dekoration i sin keramik.
- Jeg bliver helt "høj" ved tanken om, at jeg nu ca. 4.000 år senere bruger de dekorationer, som min keramik-kollega dengang har udformet.
Før i tiden var det overvejende med lertøj og begittedekorationer Rikke arbejdede, men nu er det mest i stentøj og de mange muligheder, leret og glasurerne giver. For tre år siden var hun i Japan, og det hun så og lærte der, bruger hun nu i sit arbejde. Hun citerer gerne Shoji Hamada, en meget kendt japansk keramiker, for at sige: - Det tog mig 10 år at lære og 20 år at glemme. Rikkes udlægning lyder således:
- Man kan tilegne sig nok så megen viden og teori, for blot en dag at turde slippe det hele og finde sit eget udtryk!
Rikkes eget rustikke udtryk i jordfarver i form af krukker, dunke, figurer og skåle vil på udstillingen spille sammen med Anni Duchs billeder, og Anni er uddannet som lærer med speciale i musik, teater og billedkunst. Hun har desuden fulgt DLH-kurser i Frederikshavn, Hjørring og Aalborg og et årskursus på Billedkunstskolen i Hjørring 1996/97. Hun siger selv om sit arbejdsområde:
- Min foretrukne udtryksform er oliemaleriet, og i mine billeder omsættes oplevelser og sanseindtryk til farveudtryk. Farve, rytme og stoflighed er centrale.
Hun har været Årets Kunstner hos AMU-Center Aalborg i 2002 og 2008, og i disse to år har hun været på Årsplakaten sammesteds. I forbindelse med sin kunst sidder hun i flere bestyrelser. Afsluttende siger Anni Duch om netop denne udstilling: - Jeg har lavet en serie rustikke billeder med inspiration fra besøg på klostret og Lascaux-hulerne i Frankrig.
Den spændende udstilling starter med fernisering fredag 7. september kl. 16 og kan besøges i en måned frem til 7. oktober.
Annonceret indhold

Nyeste