Christian Frost Lauritsen, direktør i Nord Energi Fibernet. Pr-foto.
Livet her

Især interessant for det lokale erhvervsliv: Ny mulighed på fibernettet

24. august 2021 kl. 10:26

Nord Energis fibernet er åbnede i år 2020 adgangen for en række internet- og tv-udbydere. Nu melder Cibicom sig på banen som en ny stærk valgmulighed som bredbåndsleverandør for virksomhederne i det meste af Vendsyssel, herunder Hjørring, Hirtshals, Frederikshavn, Skagen og Sæby, samt på Læsø.

Nord Energi har allerede givet 11 forskellige indholdsleverandører adgang til at sælge internet og TV på deres fibernet, hvoraf de 9 p.t. er aktive, og nu udvider de samarbejdet med Cibicom, som udbyder internet og tjenester til erhvervsmarkedet. Cibicom ejer og driver ligeledes en landsdækkende infrastruktur af 35 sendemaster, der bl.a. benyttes til broadcast af tv og radio og kritiske kommunikationsløsninger til beredskab og industri.

- Borgerne og andelshaverne i vores fiberforsyningsområde bor i en del af landet, som er meget langt fremme i forhold til digitale muligheder, med et fuldt udrullet fibernet. Det er derfor også vores ambition, at de skal have så mange valgmuligheder som muligt, og det gælder ikke mindst vores virksomheder. Det er helt afgørende for at fastholde et blomstrende erhvervsliv i området. Derfor er det med stor glæde at vi nu kan byde Cibicom velkommen på fibernettet som en stærk indholdsleverandør til erhvervslivet i Nord Energis fiberforsyningsområde, siger Christian Frost Lauritsen, direktør i Nord Energi Fibernet, i en pressemeddelelse.

Michael Meister CEO i Cibicom udtaler:

- Vi er en virksomhed i vækst, og vi glæder os over at få adgang til Nord Energis fibernet. Vi tilbyder design, installation, drift og service af løsninger til forretningskritisk kommunikation, samt Colocation i vores datacentre. Det er vigtigt for os at nå bredt ud til det danske erhvervsliv med vores løsninger, og aftalen med Nord Energi giver os et stærkt fibernet at operere på i det nordjyske.

Samarbejdet mellem Nord Energi og Cibicom er, ligesom en lang række andre aftaler mellem fibernetejere og indholdsleverandører, indgået med OpenNet som bindeled.

Ambitionen er at erhvervsløsningerne fra Cibicom bliver tilgængelige for virksomheder via Nord Energis fibernet i løbet af 3. kvartal 2021.

Annonceret indhold

Nyeste