Josefine fik konstateret en hjernesvulst i 2019, der satte stopper for hendes store fritidsinteresse, håndbold. Nu Josefine endelig og heldigvis færdig med de forskellige behandlinger.
Mennesker

Josefine fik sit ønske opfyldt. Nu glæder hun sig til et år på efterskole

06. august 2021 kl. 10:05

HJØRRING: Da frivillige Rita Giversen og Kirsten Vrangbak fra Make-a-wish dukkede op hos 16-årige Josefine i Hjørring og opfyldte hendes ønske om en MacBook pro, kunne Josefine slet ikke skjule sin store glæde. Selv den lille hund, Bølle, hoppede af begejstring, da de dukkede op i stuen.

Josefine fik konstateret en hjernesvulst i 2019, der satte stopper for hendes store fritidsinteresse, håndbold. Josefine havde egentlig ikke problemer, men pludselig kunne hun ikke gribe bolden. Livet har været svært, men nu er Josefine endelig og heldigvis færdig med de forskellige behandlinger og går til kontrol i Skejby hver tredje måned.

Der sidder en smule arvæv efter svulsten, der ikke kan fjernes, og det betyder blandt andet, at Josefine har problemer med motorikken - endvidere har den hårde behandling påvirket stemmebåndet. Det håber hun, kan trænes væk, når hun starter på Onsild Efterskole i starten af august. Efterskolen henvender sig blandt andet til elever med fysiske handicap, og der er tilknyttet professionelle behandlere.

Den ønskede MacBook pro skal bruges på efterskolen, blandt andet til tegneundervisning. Josefine tegnede meget, da hun var indlagt. Som hun konstaterede med et smil:

- Jeg kan tegne i sengen, men jeg kan ikke spille håndbold i sengen.

Efterfølgende har Josefines mor oplyst, at hun er i fuld sving med at arbejde med den nye MacBook pro og er så klar til at starte på efterskolen.

- Vi ønsker Josefine det allerbedste i fremtiden og held og lykke med opholdet på Onsild Efterskole, lyder det fra Rita Giversen og Kirsten Vrangbak fra Make-a-wish.

Om Make-a-wish

Make-A-Wish Danmark opfylder ønsker for børn mellem 3-18 år i Danmark med livstruende sygdomme med henblik på at skabe håb, styrke og glæde.

Foreningen blev stiftet i 1999 af Erik Buus under navnet Ønskefonden og har siden 2001 opfyldt ønsker for børn og unge mellem 3 og 18 år med bopæl i Danmark, som lider af en livstruende sygdom.

Make-A-Wish Danmarks arbejde er baseret på frivilligt arbejde.

Gaven blev pakket op - og smilet var ikke til at tage fejl af.
Annonceret indhold

Nyeste