Livet her

Kære lille mormor ...: Richard Ragnvald tog kegler på plejecenteret - Se video

22. april 2021 kl. 15:00

Der var høj sol, højt humør og masser af kendt dansktop, da Richard Ragnvald torsdag formiddag underholdt et veloplagt publikum på Vendelbocentret i Sindal. Selv om det var lidt køligt og blæsende, blev koncerten afholdt udendørs på den store plæne ved Markedsgade.

Alle beboere, der havde lyst, var hjulpet udenfor af Vendelbocentrets personale, der også sørgede for, at de ældre var varmt klædt på og pakket ind i lune tæpper. Alle sad med behørig afstand, og personalet sikrede sig, at de gældende coronaregler blev efterlevet.

Det var en god gammeldags ”blokvognskoncert”, og fra scenen sang Richard Ragnvald de kendte dansktopnumre fra den tid, som de ældre kunne huske. At de kunne huske sangene, var der ikke et øjebliks tvivl om. Der blev sunget, nynnet og vugget med på sangene, og stemningen steg til uanede højder, da Richard Ragnvald sang ”Kære lille mormor”, der er hans største hit gennem tiderne.

Som alle andre kunstnere savner Richard Ragnvald at komme ud på landevejene til markeder og festivaler, som han har gjort siden starten i 1959, hvor han dannede bandet The Rich’s Band. Derfor rejser han lige nu land og rige rundt og underholder på plejecentrene til glæde for ældre, der i lang tid har været isoleret. Indtil nu er det blevet til 350 koncerter, og Richard Ragnvald fortsætter sin Forårs og Sommerturné frem til begyndelsen af juni måned. Torsdag den 22. april var der koncerter på plejecentrene i Sindal, Hjørring og Løkken.

Annonceret indhold

Nyeste