Livet her

Knud skabte kaos i Tornby Cup

Den 29. udgave af cuppen blev dog afviklet som oprindeligt planlagt

25. september 2018 kl. 10:46

TORNBY: Weekendens orkan Knud skabte kaos i den store håndboldturnering Tornby Cup. De mange færgeaflysninger gjorde, at de tilmeldte hold fra Norge og Sverige ikke kunne nå frem til stævnets start. Holdene skulle være ankommet fredag aften, så der var tid og ro til at blive indkvarteret og få en god nats søvn, inden turneringen begyndte lørdag klokken 08.00.

Turneringsleder Henning Sigsgaard og hele hans frivillige stab måtte skyndsomt prøve at få ombooket de mange norske og svenske hold til andre færgeafgange. Det betød imidlertid, at flere hold først kunne nå frem i løbet af lørdagen, og derfor skulle hele kampprogrammet tilpasses den nye situation. Det var et kæmpe arbejde som heldigvis lykkedes, og turneringen blev afviklet næsten som oprindeligt planlagt. I alt deltog 2.118 håndboldspillere fordelt på 188 hold. 138 fra Danmark, 43 fra Norge og 7 fra Sverige.

Tornby Cup er en international håndboldturnering for piger og drenge i alderen 9 - 16 år. Turneringen blev startet for 29 år siden af Henning Sigsgaard, og han har i alle årene været drivkraften bag den store turnering, der har vokset sig større og større for hvert eneste år.

- Det første år var der blot tilmeldt 400 spillere primært danske, men da jeg gerne ville have flere norske og svenske hold med, sendte jeg et brev klubberne i Norge og Sverige og fortalte om turneringen. Det var der ikke ret mange, der reagerede på. Der kom først gang i tilmeldingerne, da jeg ringede til klubberne. Nu er vi nået op på mere end 2000 spillere fra flere forskellige lande, fortæller Henning Sigsgaard.

Der spilles kampe fra lørdag morgen til sent om eftermiddagen. Om søndagen er det lørdagens vindende hold, der spiller. Kampene afvikles i 16 forskellige haller, hvor det er de lokale idrætsforeninger, står for kampenes afvikling. 11 busser fra Hirtshals Busservice sørger for sikker transport til de mange spillesteder. Indkvartering er på områdets skoler, hvor frivillige fra forskellige foreninger servicerer de indkvarterede.

Annonceret indhold

Nyeste