Et af kunstsporene vil omhandle den folkekære billedkunstner Poul Anker Bech.
Livet her

Kunst og natur: Gå i kunstnernes fodspor i Vendsyssels natur

21. maj 2021 kl. 20:00

Vendsyssel Kunstmuseum igangsætter et projekt, der sætter fokus på det tætte samspil mellem kunst og natur, som kendetegner Vendsyssel. Med otte kunstspor inviteres borgere og turister rundt i landsdelen for at opleve den storslåede natur, som i generationer har inspireret kunstnere.

I kunstnerens fodspor

Kernen i ”I sporet på kunsten” er otte kunstspor, der tager danskerne ud i naturen til de landskaber, der har dannet inspiration for kunstens billeder. Sporene er af forskellig længde og fører brugerne rundt i hele landsdelen – fra Råbjerg Mile i nord over Hjørring til Vrå i syd. Brugerne vælger selv de dele af sporene, de ønsker at besøge, og kan dermed selv forme oplevelsen. De kunstnere, der sættes fokus på, er blandt andre Poul Anker Bech, Svend Engelund, Johannes Hofmeister og Poul Ekelund. Derudover udvikles et skulpturspor, der fører brugerne gennem Hjørrings gader, samt et specielt kunstspor udviklet til såvel børnefamilier som skoler. Sporene formidles gennem både fysiske skilte i landskabet og en digital lydside i form af podcasts, hvor naturens betydning for kunsten levendegøres med afsæt i kunstnernes egne ord.

Støtte fra Nordea-fonden

Finansieringen af projektet er med støtte fra Nordea-fonden på kr. 375.000 kommet helt i mål. Herudover har Augustinus Fonden og Spar Nord Fonden hver bevilliget kr. 200.000. Museet har derfor netop ansat en kunsthistoriker til opgaven og forventer at stå klar med en række nye oplevelser til natur- og kunstglade mennesker fra 1. oktober 2021.

På Vendsyssel Kunstmuseum oplever man en nær forbindelse mellem kunstens billeder og de karakterfulde omgivelser udenfor museets bygning. Kunstnere som Svend Engelund (1908-2007), Johannes Hofmeister (1914-90) og Poul Anker Bech (1942-2009) var alle stærkt påvirket af Vendsyssels særegne landskab med den høje himmel, de åbne vidder og det brusende Vesterhav.

”Landskabsmotivet løber som en rød tråd igennem Vendsyssel Kunstmuseums samling, og derfor oplever man en tydelig forbindelse mellem kunsten på museet og det omkringliggende landskab – det er derfor oplagt at tænke landskabet ind i museets formidling og omvendt”, fortæller museumsdirektør Sine Kildeberg. ”Naturen er en afgørende del af Vendsyssels DNA, og landsdelen er rig på vandreruter og naturstier – for eksempel Hærvejen og Nordsøstien. Derfor er vi meget glade for, at vi nu får mulighed for at tilføje endnu et lag til naturoplevelsen – og forhåbentlig vil projektet samtidig inspirere flere til at opsøge kunstoplevelser,” forklarer hun.

Det er museets håb, at kunstsporene vil åbne brugernes øjne for kunstnernes inspiration fra og arbejde med naturen, samtidig med at sporene appellerer til at snøre vandrestøvlerne, fatte vindjakken og begive sig ud i naturen.

Erfaringer fra pilotprojekt

Projektet er en viderebygning af et tidligere projekt med samme navn, etableret i samarbejde med Kunstbygningen i Vrå - Engelundsamlingen i 2007, som udvides fra fem til otte kunstspor, hvoraf et af disse vil omhandle den folkekære billedkunstner Poul Anker Bech, ligesom materialet oversættes til engelsk. Som noget helt nyt udvikles der et digitalt formidlingslag for at gøre tilbuddet mere fleksibelt, så brugerne kan tilpasse det til deres interesser og behov.

Annonceret indhold

Nyeste