Helle Sigetty glæder sig til påskens og sommerens mange gæster.  Foto: Bente Poder
Livet her

Kystbyen er klar til stort rykind: - Der er store forventninger til den kommende sæson

Turistchef Helle Sigetty forventer en travl sæson ved havet. Påsken bliver som altid optakt til den nye turistsæson

24. marts 2021 kl. 15:07

LØNSTRUP: - Der er store forventninger til den kommende sæson. Og vi glæder os. Det bliver fedt, at der kommer mange mennesker. Og vi er SÅ klar til at tage imod dem.

Optimismen er i top hos turistchefen i Lønstrup, Helle Sigetty.

Turistshoppen står knivskarp, og iscaféen, som kontorets personale også bemander, sender allerede nu masser af is og kaffe i hænderne på glade gæster.

- Det er selvfølgelig ærgerligt, at restauranterne ikke har åbent. Men alle åbner for take-away - og gallerierne og de små butikker har åbent.

- Men vi kommer til at mangler synet af folk, der sidder ude ved bordene og spiser og hygger sig med en øl.

Rift om sommerhuse

Helle Sigetty konstaterer, at 2020 var et mærkeligt år.

- Men alle i Lønstrup har haft en god sæson. Vores sommersæson var vild. Der var så mange mennesker i byen - og højsæsonen var længere end tidligere år. Og mange butikker og kunsthåndværkere havde et af de bedste år omsætningsmæssigt. Så mentalt har det været et mærkeligt år.

Rigtig mange sommerhuse er udlejet i den kommende sæson. Flere end tidligere år.

- Vi havde vinterferie i uge 7 og 8, og sidste år havde Feriepartner udlejet 32 huse, inden vinterferie-ugerne - i år var tallet 136 huse. Og det er bare én udlejer. Men det siger noget om, at der er massiv søgning til ferieboligerne i området.

- Vores højsæson er på et normal-år 29, 30 og 31. I de tre uger er der massivt mest pres på. Sidste år havde vi uge 27, 28, 32 og 33 med. Vi havde en lang højsæson, hvor alt var lejet ud i børnenes skoleferie. Og det tror jeg også, vi får i år.

Pres på - også trafikalt

- Vi vil selvfølgelig gerne fordele sommergæsterne over mange uger, for vi kan næsten ikke følge med, når presset er størst, siger Helle og forklarer, at butikker, restauranter og gallerier er udfordret, når så mange gæster nyder byen og natur samtidig.

Helle konstaterer, at Lønstrup er udfordret trafikalt i højsæsonen.

- Bilerne holder i kø gennem byen og busser og lastbiler skal snirkle sig vej mellem børn og voksne på hyggetur. Vi vil forsøge at lave en eller anden form for løsning i samarbejde med Hjørring Kommune i de fire uger, hvor presset er størst. Det kan være ensretning af trafikken eller mere parkering i udkanten af byen. Vi er næsten klar på hvad som helst, tilføjer Helle Sigetty.

Butik og iscafé

Lønstrup Turistforening driver butikken - med blandt andet plakater, tøj, kort af god kvalitet. Butikken er indrettet sammen med turistkontoret. Og den er populær. Meget populær - og med en imponerende resultat på bundlinjen. Ved siden af ligger Lønstrup Iscafe, som også hører under turistforeningen. Og herfra servere Helle og hendes team is, vafler, varm cacao og kaffe i stor stil til byens gæster.

- Driften af butikken og iscaféen betyder, at turistkontoret kan være til stede i byen hele året. De aktiviteter genererer økonomi til løntimer. Vi vil gerne have liv i huset her året rundt - og i højsæsonen har vi åbent til klokken 20 eller 21.

Helle er som den eneste ansat fuld tid - og hertil kommer et antal medarbejdere, der passer både turistkontor og isbod.

- Til sommer skal vi nok være lidt flere ansatte, fordi vi holder åbent om aftenen. Der er tilknyttet otte frivillige borgere, og de hjælper i weekenderne.

Annonceret indhold

Nyeste