Livet her

Laila Zielke ny chef for Det Bette Hotel

1. januar byder Bjarne Sørensen velkommen til den nye hotel- og restaurantchef

01. december 2018 kl. 06:42

HJØRRING: Laila Zielke bliver hotel- og restaurantchef for Det Bette Hotel i Hjørring. Fra 1. januar er den ny chef klar til at byde gæster velkommen til restauranten i Nørregade og til værelserne i Nørregade og annekset i Stokbrogade.

Bjarne Sørensen også kendt som Bamme glæder sig over aftalen med Laila Zielke. Han havde hotellet til salg, men salgsplanerne er nu stillet i bero. Og han og hustruen Lilly har en rigtig god mavefornemmelse med ansættelsen af Laila Zielke.

- Jeg er sikker på, at vi får et rigtig godt samarbejde med Laila. Hun kommer med en masse erfaringer fra turismebranchen. Vi ville sælge Det Bette Hotel, men det her er vi rigtig godt tilfredse med, siger Bjarne Sørensen.

Erfaren i branchen

Laila Zielke ser frem til de nye arbejdsopgaver.

- Det bliver spændende. Det bliver en god udfordring, og jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang. Jeg har en masse gode ideer, som jeg gerne vil tilføre stedet her, siger Laila Zielke.

Hun har arbejdet med turisme i en lang årrække. De første 11 år var hun ansat i ColorLine, og derefter arbejdede hun syv år som turistchef for Hirtshals Turistforening, herunder med feriehusudlejning

- Så hoteldelen er ikke helt fremmed for mig, fortæller Laila Zielke.

Da hun var sidst i tyverne drev hun cafe i Hirtshals, og hermed er restaurationsdelen heller ikke ukendt land for den nye chef. Samtidig har hun en solid baggrund i forhold til markedsføring og økonomi, idet hun er uddannet markedsføringsøkonom.

Godt værtskab og service

Senest har Laila Zielke arbejdet tre år som udviklingskonsulent for Partnerskab for vestkystturisme - en tværkommunal stilling for de fire kommuner: Hjørring, Frederikshavn, Jammerbugt og Thisted.

Nu vil hun bruge sit netværk og sin viden til at drive både hotel og restaurant i Hjørring.

- Jeg glæder mig rigtig meget til at komme ud til gæsterne igen. Det har jeg savnet, siger Laila.

- Og jeg bliver synlig både på hotellet og i restauranten, lover hun.

- Det er vigtigt for mig at give vores gæster en god oplevelse. De skal opleve godt værtskab, god service og kvalitet, så de forhåbentlig kommer igen, tilføjer Laila Zielke.

Den kommende chef for stedet tilføjer, at Det Bette Hotel har både sjæl og godt miljø.

- Det Bette Hotel har Hjørrings ældste restaurationslokaler. Den historie vil jeg gerne fortælle. Vi har mange trofaste kunder, og de skal fortsat forkæles. Jeg kan samtidig se nye muligheder for både restaurant og overnatningsdel. Jeg har nogle ideer til, hvor vi kan markedsføre os og få endnu flere gæster til Hjørring og hele lokalområdet. Det handler i bund og grund om at trække gæster til, give dem en god oplevelse - og rigtig gerne sende dem rundt i området. Hjørring som turismekommune har så meget at byde på med købstad, kystbyerne, strandene, naturen, shopping og seværdigheder. Og vi skal ikke være bange for at anbefale hinanden, og sende gæsterne rundt til hinanden. Jeg tror på, at vi via samarbejde og fælles fokus når allerlængst ud og får gæsterne til at komme igen, tilføjer hun.

Nye tiltag til erhvervslivet

I restauranten er der plads til flere end 90 spisende gæster, og Laila Zielke ser frem til at stå i spidsen teamet, der tæller tjenere, stedets kok, kokkeelev og køkkenassistent.

- De har fuldstændig styr på køkkendelen, og konceptet med danske klassikere på menuen. Det vil jeg gerne fortsætte og udbygge.

Det Bette hotel har 21 værelser - heraf fire enkeltværelser og fem lejligheder centralt i midtbyen.

- Og jeg har en ide om at lave møde- og konferencepakker samt kursuspakker til erhvervslivet. Den del vil jeg hurtig tage fat på.

Ny titel på vej

Laila Zielke vil kombinere den nye chefstilling med sit kommunalpolitiske arbejde. Hun er valgt i byrådet for Socialdemokraterne, og har plads i økonomiudvalget og teknik- og miljøudvalget.

Laila Zielke er født og opvokset i Hirtshals og bor i dag i Asdal sammen med sin mand Michael, der er selvstændig maler. De har sammen tre voksne sønner: Jonas, der er politibetjent og bor i Købehavn, Rune, der bor i Hjørring og læser biologi på Aalborg Universitet samt Oliver, der går på HTX i Hjørring.

Og så ser familien i øvrigt frem til familieforøgelse. Jonas venter sammen med sin hustru barn i det nye år, og hermed får Laila endnu en ny titel - som farmor.

Annonceret indhold

Nyeste