Arkivfoto: Bo Lehm
Livet her

LandboNord: Sådan kan du undgå at miste gode medarbejdere

03. april 2021 kl. 08:00

Alt for mange landmænd mister gode medarbejdere, hvis den ansatte pludselig får et handicap, der nedsætter evnen til at arbejde. Men det behøver ikke at være sådan, mener socialkonsulent i LandboNord, Mette Neist.

Det kan være en fordel at søge kommunen om hjælpemidler, hvis en ansat eller landmanden selv kommer til at fejle noget, der medfører en barriere i forbindelse med varetagelsen af arbejdet. Socialkonsulent i LandboNord, Mette Neist, har flere eksempler på, at hjælpemidler har gjort en stor forskel på arbejdspladser.

- Mange virksomheder er afhængige af, at både ejer og medarbejdere kan varetage deres arbejdsfunktioner fuldt ud. Hvis en medarbejder pludselig får et mindre handicap, der påvirker hans evne til at udføre sit arbejde, så skal du som arbejdsgiver være opmærksom på, at der er mulighed for at søge hjælpemidler. Et hjælpemiddel kan nogle gange være afgørende for, om du kan fastholde en god og stabil arbejdskraft, siger Mette Neist.

Forudsætningerne for ret til hjælpemidler er at:

· hjælpemidlet ikke er sædvanligt forekommende på arbejdspladsen

· udgiften ligger ud over, hvad en arbejdsgiver forudsættes at afholde

· hjælpemidlet er af afgørende betydning for, at medarbejderen kan fastholde beskæftigelse eller selvstændig virksomhed

· hjælpemidlet kompenserer for den enkeltes begrænsning i arbejdsevnen.

- Listen med mulige hjælpemidler er lang. Det kan være alt fra specialværktøj, læseprogrammer og til særlig indretning af traktor eller andre køretøjer. Min erfaring er, at alt for mange i landbruget ikke er opmærksomme på de muligheder der ligger i at få støtte til hjælpemidler. Derfor er mit håb, at endnu flere kan få glæde af muligheden, så den pågældende medarbejder fastholdes til glæde for både ham selv og landmanden, siger Mette Neist

Annonceret indhold

Nyeste