Livet her

Løkken Guiden 2021 får et nyt set up og format

28. september 2020 kl. 07:00

På Løkken.dks netværksmøde på Villa Vendel præsenterede Amalie Andersen fra Løkken Turistbureau og Martin Nielsen fra Nordjyske Medier og Løkken.dks bestyrelse nogle tanker om Løkken Guiden for 2021.

- Trods mail og internet så er det vores oplevelse, at papirguiderne stadig bliver revet væk. Folk vil gerne have noget i hånden, som de kan slå op i, fastslog de.

Løkken Guiden får i år et nyt handy og lidt mindre format, samt nyt design og til dels indhold.

- Der kommer flere lokale historier med billeder. Gode billeder skal man ikke undervurdere, sagde Amalie Andersen blandt andet.

- Vi skal sætte os selv i fokus overfor både nye besøgende, og dem som kommer til Løkken igen og igen. Det gør vi via en gennemarbejdet guide der indeholder artikler og relevante informationer, tilføjede hun.

Løkken Guiden udkommer i uge 5 2021 i 50.000 eksemplarer.

- Der omdeles 35.000 brochurer til alle væsentlige overnatningssteder, attraktioner og blandt andet servicestationer. Desuden til samtlige turistbureauer i hele Danmark. Der omdeles yderligere 10.000 i Kristianssand i Norge, forklarede Martin Nielsen.

- Bak op om guiden og den fælles indsats, så vi sammen står stærkere. Ved siden af Løkken Guiden udgiver Løkken.dk også begivenhedskalenderen. Bliv synlig i begge udgivelser til en fordelagtig pris, lød tilbuddet.

Martin Nielsen vil komme rundt for at tegne annoncer fra nu og til december.

Overskuddet fra salget af LøkkenGuiden går til driften og aktiviteter i Løkken.dk.

Annonceret indhold

Nyeste