Der var stor opbakning til arbejdsdagen. Per Dam (t.v.) var stolt af, at der også mødte en sej gruppe piger fra 7. klasse op og tog fat. Foto: Kirsten Olsen
Livet her

Løkken Maritime Oase: Frivillige tog et ryk - Projekt til 1,3 mio. kr. tager form

21. maj 2021 kl. 17:55

Med hjælp af ca. 25 frivillige og masser af trillebøre og redskaber kom Løkken Maritime Oase kom et godt stykke videre i skolegården ved Løkken skole.

Der har været holdt en fælles arbejdsdag, hvor man gik i gang med at rydde græssektionerne. Der blev efterfølgende plantet til med marehalm og dværgfyr.

Formanden for projektet Per Dam retter en stor tak til alle, der mødte op og gik i gang med opgaven med stor arbejdsiver.

Med skovl og trillebøre blev der fjernet ca. 10 m3 jord af de gamle græsarealer, og ind kom en tilsvarende mængde strandsand. Undervejs fik de fremmødte en ekstra hjælp, da en minitraktor blev venligt lånt af GVL. Der blev plantet til med 40 bjergfyr og mere end 700 sandhjælme. Området er desuden forsynet med marehalmskasser og azorbébænke tilsvarende dem, man kan se gennem byen i Løkken. Derudover er badehusene allerede godt i brug som udearealer.

- Vi er allerede nået langt med at skabe den maritime stemning. Endnu engang stor tak til de lokale sponsorer for, at vi har kunnet komme i gang med realisering af projektet, udtaler formanden for projektet Per Dam.

- Det var en dejlig dag med et fantastisk resultat. Tak for alle sponsorer og frivillige, der har støttet og hjulpet os. Uden dem var vi intet, fastslår han.

Per Dam oplyser endvidere, at projektet netop har modtaget 166.000 kr. i støtte fra Lokale og Anlægsfonden til anlæggelse af multibanen. Akkurat som med donationen på 200.000 kr. fra Norlys får foreningen dog først midlerne, når den samlede anlægssum på 1,35 mio. er samlet ind, og det skal ske i løbet af 2021.

Foreningen er med den seneste donation fra Lokale- og Anlægsfonden nået op på i alt 800.000 kr. i indsamlede midler, så for at nå helt i mål i år og drage nytte af alle donationer, så vil foreningen i den kommende tid kontakte både nuværende lokale sponsorer samt også nye mulige lokale sponsorer i håb om, at de vil være med til at støtte projektet yderligere, så hele projektet med fælles indsats kan realiseres i 2021.

Det er også muligt for private at støtte projektet med et beløb via MobilePay-nummer 898097, hvilket flere allerede har gjort.

Alt i alt er den første etape godt på vej, og Per Dam opfordrer interesserede til at lade gåturen i byen slå et smut indenom skolegården, da man allerede kan begynde at fornemme den maritime stemning.

Foreningen arbejder nu videre med at komme helt i mål med hele projektet i 2021 og vil opføre de næste dele i takt med, at der samles flere midler ind.

Annonceret indhold

Nyeste