Fem formænd for landets ældreråd var udvalgt til at give social- og sundhedsminister Astrid Krag input til det politiske arbejde. Kirsten Holst fra Hjørring Kommune var én af de udvalgte. Arkivfoto: Kurt Bering
Livet her

Lokal ældrerådsformand til ministeren: - Gør klippekort-ordningen obligatorisk

Astrid Krag mødte forleden formand for Ældrerådet i Hjørring Kommune og fik input til sit politiske arbejde

26. april 2021 kl. 09:13

HJØRRING: Formand for Ældrerådet i Hjørring Kommune, Kirsten Holst, var forleden én af fem udvalgte blandt landets 98 ældrerådsformænd. De fem ældrerådsformænd var inviteret til at deltage i et møde med social- og sundhedsminister Astrid Krag.

- Dansk Ældreråd pegede på Hjørring, hvilket jeg selvfølgelig var både glad og stolt over, siger Kirsten Holst.

- Astrid Krag ville gerne høre om, hvad vi arbejder med, og hvilke udfordringer vi har. Vi fik mulighed for at komme med input til hendes politiske arbejde. Ministeren var meget lydhør og spurgte interesseret ind til områderne, som vi fremlagde, fortæller Kirsten Holst.

- Klippekortet blev sparet i budget 2019, men vi har i Ældrerådet arbejdet på at få det genindført. Og vi vil arbejde for at beløbet bliver sat op, siger formand for ældrerådet i Hjørring Kommune, Kirsten  Holst. Arkivfoto: Kurt Bering

Hjørrings ældrerådsformand deltog i ministermødet fra skærmen i hjemmet ved Harken.

- Men jeg havde da lige taget lidt pænt tøj på, smiler Kirsten Holst.

Klip skaber livsglæde

Kirsten Holst fortalte blandt andet ministeren om klippekortsordningen i Hjørring Kommune, som Ældrerådet har presset på for at få genindført:

- Det er vigtigt med tilbud som klippekortsordningen, der giver plejehjemsbeboere og de svageste hjemmehjælpsmodtagere mulighed for en halv times ekstra hjælp om ugen til aktiviteter efter eget valg.

- Desværre sparer mange kommuner ordningen væk. Blandt andet har ordningen været sparet væk i Hjørring Kommune, men den bliver nu genindført efter sommerferien, og det vil skabe større livsglæde for mange ældre.

- Klippekort-ordningen er et serviceløft til dem, der har brug for ledsager til for eksempel en tur på kirkegården, til egen frisør, aflastning til ægtefælle, og hvad hver enkelt har ønske og brug for. Det kan jo også være, at ønsker at dele samværet over et stjerneskud

- Vi kan derfor kun anbefale, at klippekortsordningen bliver obligatorisk i alle kommuner, siger Kirsten Holst.

Hjørring har genindført klippekorte med 1,5 mio. kroner afsat i 2021 og 3 mio. kroner fra 2022.

- Klippekortet blev sparet i budget 2019, men vi har i Ældrerådet arbejdet på at få det genindført. Og vi vil arbejde for at beløbet bliver sat op.

Foruden Kirsten Holst, formand for ældrerådet i Hjørring Kommune, Region Nordjylland, deltog Erik Mitens, formand for ældrerådet i Holstebro Kommune, Region Midtjylland, Dagmar Andersen, formand for ældrerådet i Odense Kommune, Region Syddanmark, May-Brit Horst, formand for ældrerådet i Lolland Kommune, Region Sjælland og Hans Holm, formand for seniorrådet i Furesø Kommune, Region Hovedstaden.

Derudover deltog Formand fra Dansk Ældreråd, Mogens Rasmussen, og sekretariatschef Trine Toftgaard Lund.

- Astrid Krag gav os en stående invitation til at kontakte hende med flere ideer og input, fortæller Kirsten Holst.

Plads til forbedring ...

Kirsten Holst slog på mødet med ministeren et slag for fremmødevalg til ældrerådene. Tallene viser nemlig en højere stemmeprocent - altså at flere borgere deltager - når de skal møde op på et valgsted. Men valget udgør en udgift for kommunen, og netop fremmødevalg og mangel på samme er et varmt emne i landets kommuner.

- Vi har foreslået ministeren, at der bliver fremmødevalg i alle kommuner, tilføjer Kirsten Holst.

- Ministeren tog desuden med sig, at der SKAL være beboer-pårørenderåd på ældrecentre. Rådene skal generelt fungere bedre og have en formand, som ikke er fra plejepersonalet - og rådene skal have mere indflydelse.

Ældrerådet i Hjørring Kommune - og i resten af landet - har fokus på de penge, der fordeles fra staten til kommunernes ældreområdet.

- Det er vigtigt - hvis regeringen afsætter penge til service eller forbedringer på ældreområdet - at pengene bruges på det tiltænkte område, understreger Kirsten Holst.

Tilsyn på ældrecentre og i hjemmeplejen samt rekruttering af plejepersonale blev også rundet på mødet med ministeren.

- Sundhedspersonale bliver en mangel, da ældrebefolkningen stiger og regioner sender opgaver ud i kommunerne. Hjørring kommune bruger 22 procent vikarer og har afskediget 113 sundhedsmedarbejder de sidste tre år. Vi mangler fagpersoner. Sundhedsområdet og personalet skal tales op, lyder opfordringen fra Kirsten Holst.

Annonceret indhold

Nyeste