Per Larsen, partner og statsautoriseret revisor hos BDO i Hirtshals.
Livet her

Lokal revisor: - Langt over tusind spørgsmål fra frustrerede og fortvivlede virksomhedsejere

18. april 2021 kl. 17:00

Det er nu godt et år siden, at landet for første gang blev lukket ned på grund af coronapandemien. Siden da har mange nordjyske virksomheder gjort brug af de økonomiske hjælpepakker, og det har skabt øget travlhed hos de lokale revisorer, som hver uge fortsat hjælper de erhvervsdrivende med at gennemskue reglerne.

Det har for rigtig mange virksomheder været et usædvanligt og udfordrende år med nedlukninger af flere omgange og skiftende retningslinjer. Hjælpepakkerne har heldigvis holdt hånden under rigtig mange virksomheder, som ellers har kigget langt efter den sædvanlige omsætning og aktivitet.

En SMV-undersøgelse foretaget af rådgivnings- og revisionsvirksomheden BDO viser, at lidt over halvdelen af de Nordjyske virksomheder har oplevet, at deres omsætning er faldet i 2020 sammenlignet med året forinden.

De virksomheder, som har ønsket at få økonomisk støtte via hjælpepakkerne, er dog fra politisk hold blevet mødt med krav om revisorerklæring, og det har medført travlhed på de nordjyske revisionskontorer:

- Vi havde ikke mulighed for at planlægge eller forberede os på opgaven, der fulgte med hjælpepakkerne, inden den landede på vores bord. Samtidig er reglerne løbende blevet ændret, og det har naturligvis skabt forvirring blandt de erhvervsdrivende og ekstra arbejde for os. Virkeligheden har været, at vi derfor ofte har været nødt til at lægge sporene, imens vi kørte på dem. Det har været nødvendigt for at sikre virksomhederne den økonomiske hjælp i tide, forklarer Per Larsen, partner og statsautoriseret revisor hos BDO i Hirtshals.

For at sikre hurtig vejledning til landets erhvervsdrivende i en ellers travl periode for revisorerne, valgte rådgivnings- og revisionsvirksomheden BDO derfor at oprette en webbaseret hotline. Her kan virksomhederne stadig den dag i dag få gratis svar på deres generelle spørgsmål om hjælpepakkerne. BDO har også udbudt en lang række webinarer om emnet, som virksomhederne har kunnet deltage gratis på.

- Den store usikkerhed i erhvervslivet har affødt rigtig mange relevante henvendelser fra kunder og øvrige erhvervsdrivende. For at støtte og rådgive erhvervslivet i den svære tid valgte vi i BDO derfor at oprette en gratis hotline. Den har været åben siden den første nedlukning, og vi har indtil videre besvaret langt over tusind spørgsmål fra frustrerede og fortvivlede virksomhedsejere, siger Per Larsen.

Der er god grund til, at de nordjyske revisorer har haft travlt med at bistå de lokale erhvervsdrivende med rådgivning om hjælpepakkerne. Næsten hver anden nordjyske virksomhed har nemlig gjort brug af statens hjælpepakker. Det viser BDO’s landsdækkende SMV-undersøgelse, hvor over 1.000 virksomheder har svaret på en række spørgsmål om økonomi og coronakrisen.

Til sammenligning er Region Midtjylland den region, hvor næstflest virksomheder har benyttet sig af hjælpepakkerne. Her er det dog kun to ud af fem virksomheder, som har søgt kompensation eller lån via hjælpepakkerne. Den lokale revisor fra BDO, Per Larsen, kan pege på flere årsager til, at flest nordjyske virksomheder har søgt gjort brug af hjælpepakkerne:

- Den ekstra, lokale nedlukning, som vi oplevede i Nordjylland, har skabt ekstra usikkerhed og

større behov for økonomisk støtte i regionen. Derudover befinder en betydelig del af de nordjyske virksomheder sig inden for de brancher, som vi kan se, er blevet særligt hårdt ramt af nedlukningerne og restriktionerne. Det gælder blandt andet turisme-branchen, som har været tvunget til at lukke mere eller mindre ned fra den ene dag til den anden.

Per Larsen fortæller desuden, at han og BDO forventer at komme til bistå de nordjyske virksomheder med rådgivning om hjælpepakkerne i et stykke tid endnu, da de nuværende nedlukninger og restriktioner fortsat skaber udfordringer og uforudsigelighed for erhvervslivet.

Annonceret indhold

Nyeste