32 lokale hundeejere har tilmeldt sig TrygFondens optagelsesprøve for nye besøgshundeteams på Ældrecenter Vellingshøj i Hjørring.
Livet her

Lokale hunde spreder glæde blandt de ældre

01. marts 2024 kl. 11:01

For et par uger siden var Ældrecenter Vellingshøj ude med en opfordring til alle hundeejere i Hjørring.

På ældrecentret savner de nemlig frivillige besøgshundeteams, der kan sprede glæde og stjernestunder blandt beboerne.

Det har fået 32 lokale hundeejere til at tilmelde sig TrygFondens optagelsesprøve for nye besøgshundeteams den 27. februar fra kl. 9-12  og igen 14-17 på Ældrecenter Vellingshøj i Hjørring.

Hos TrygFonden sætter man stor pris på interessen fra de lokale hundeejere i Hjørring.

- Vi er glade for at kunne afholde optagelsesprøven i Hjørring i denne omgang, og de mange tilmeldinger vidner om, at der er stærke lokale kræfter i og omkring Hjørring. Vi glæder os til at hilse på de potentielle nye besøgshundeteams til optagelsesprøven, siger Galina Plesner, der er projektchef i TrygFonden.

Til optagelsesprøven skal hundene igennem en sundhedsundersøgelse og en adfærdstest, ligesom hundenes ejere skal til en samtale med personalet fra TrygFonden, så de er klædt på til at være frivillige.

Hunde kan noget, mennesker ikke kan

På Ældrecenter Vellingshøj i Hjørring er drømmen at få fast besøg af en logrende firbenet ven, der sammen med sin ejer kan skabe smil og hyggelige stunder.

Glæden blandt beboerne har nemlig ikke været til at tage fejl af, når pårørende i ny og næ har medbragt hund.

- Hunde formår virkelig at skabe nogle oplevelser og forbindelser til beboerne, som os mennesker ikke kan på samme måde. Vi har blandt andet en beboer med demens, som har et stort behov for kontakt. Engang fik hun besøg af en stor broholmer, som gik direkte hen og lagde sit hoved i hendes skød. Det var lykkeligt at se, hvordan hendes behov for nærvær virkelig blev udfyldt, siger Anette Hastrup Christensen, afdelingsleder på Ældrecenter Vellingshøj i Hjørring.

Annonceret indhold

Nyeste