Livet her

Mange har betalt den højeste pris

Gudstjeneste for Danmarks udsendte i Vrejlev Kirke

07. september 2018 kl. 10:23

VREJLEV: Den 10. Flagdag for Danmarks udsendte tirsdag den 5. september blev fejret over hele landet ved forskellige arrangementer. Det skete også i Vrejlev Kirke, hvor der var aftengudstjeneste med deltagelse af Hjørring Marineforening, medlemmer af Hjemmeværnet, Garderforeningen, De Danske Forsvarsbrødre og Veteranforeningen. Sammen med mere end 100 fra nær og fjern hædrede de den indsats, tusindvis af udsendte har ydet i verdens brændpunkter. Alle har de været med til at gøre en forskel for en bedre og fredeligere verden at leve i. Og mange har betalt den højeste pris. De kom aldrig hjem igen. Udenfor kirken havde de forskellige foreninger taget opstilling med deres faner og bød gæsterne velkommen til en højtidelig gudstjeneste, hvor sognepræst Kirstine Rosa Rebecca Rafn prædikede for Danmarks udsendte. Fanerne blev båret ind i kirken til Prins Jørgens March spillet på trompet og orgel, og efter velkomst, introduktion og hilsen sang menigheden "I Danmark er jeg født". Sognepræst Kirstine Rosa Rebecca Rafn læste gribende beretninger af Finn Warburg, der er Danmarks mest erfarne krigskirurg. Han var bl.a. med i Beirut i firserne, Sarajevo i halvfemserne, jordskælvet i Iran og Indien, sult, tørke og borgerkrig på Afrikas Horn, tsunamien og senest med forsvaret i Afghanistan i 2006. Finn Warburg har set mere død og ødelæggelse end de fleste og har opereret under de mest kummerlige forhold, men valgte at handle og at helbrede med de midler, der var til rådighed. De danske soldater, der kommer hjem med svære skader kalder Finn Warburg for "Troldmanden fra Riget". Mellem læsningerne sang kirkesanger Rune Møller Nielsen "You’ll never walk alone" og "Hymn to freedom" akkompagneret af trompetist Lars Ole Schmidt og organist Lene Rom Frederiksen. Den højtidelige gudstjeneste blev afsluttet med "Altid frejdig, når du går", Fadervor, Velsignelse og udgangsbøn, hvorefter fanerne blev båret ud.

Annonceret indhold

Nyeste