Martin Nielsen (længst tv.) fortalte om Det Nordjyske Mediehus. Foto: Kirsten Olsen
Livet her

Netværksmøde tyder på udvikling i Løkken

01. marts 2022 kl. 16:00

LØKKEN: Løkken.dk har afholdt sit månedlige netværksmøde. Det Nordjyske Mediehus var vært for mødet, som foregik på Restaurant Løkken Badehotel.

Annoncekonsulent Martin Nielsen fra Det Nordjyske Mediehus fortalte kort om mediehusets platforme. Foruden papiravisen Nordjyske Stiftstidende er der de digitale Nordjyske.dk og LigeHer.nu samt tre radiokanaler. De Nordjyske Ugeaviser har et oplag på tilsammen 302.000 stykker og desuden nyskabelsen Vigeur.

Meddeler Kirsten Olsen fra Løkken Folkeblad fortalte om opgaven som meddeler. Artiklerne er dels tilgængelige på online-avisen Ligeher.nu Hjørring, der er en side for hele kommunens lokalaviser, samt i Løkken Folkeblad, der udkommer hver onsdag. I den forbindelse blev der opfordret til at komme med tip og pressemeddelelser.

Kenneth Berg præsenterede Løkken Storpastorats aktivitetskalender. Foto: Kirsten Olsen

Oplevelsesbranchen har udfordringer

Restauratør Michael Larsen talte om udfordringerne med at skaffe personale, blandt andet elever, til en ellers rivende udvikling i branchen. Spørgsmålet vil blive taget op ved næste møde i gruppen for ”Detail, spisesteder og overnatning”.

Turistchef Amalie Andersen fra Løkken Turistbureau fortalte om planlægning af aktiviteter i påskeugen. Virksomheder, der planlægger aktiviteter, er velkomne til at melde ind til turistkontoret. Løkken har et samarbejde med Destination Nordvestkysten om en fælles markedsføring for området.

Løkken.dk har generalforsamling den 23. marts.

Foto: Kirsten Olsen

Ny kirkekalender og hundepark på vej

Sognepræst Kenneth Berg fra Løkken Storpastorat deltog i mødet og præsenterede en kalender for kirkens aktiviteter. Den kan findes på sogn.dk/loekken-furreby/kalender.

Have og Landskabsdesigner Ole Kjær orienterede om Løkken Hundepark. Den er blevet en succes og skal fremover danne rammen om aktiviteter for ”hunde og deres mennesker”. Der bliver indbudt til en arbejdsdag for alle hundeejere og andre, der vil hjælpe med at vedligeholde Løkken Hundepark.

Der er planer om et nyt projekt ”Bunkerstien” fra hundeparken og syd på gennem skoven. Stien skal ramme Åsendrup Banesti og videre til Nybæk Plantage.

Der er i samme projekt tiltag til en opdatering af de rekreative områder i Nybæk Plantage.

- Skovfoged Helene Overby fra Naturstyrelsen Vendsyssel er meget imødekommende med hensyn til at etablere ny bålplads og sheltere i plantagen, siger Ole Kjær.

- Jeg håber, vi kan samle en gruppe med interesse for udvikling og fornyelser i Nybæk Plantage til glæde for os lokale og vore mange besøgende.

Er man interesseret i at være frivillig i et eller begge projekter, kan man kontakte Ole Kjær.

Borgmesteren gæster næste gang

Til slut blev der indsamlet spørgsmål til borgmester Søren Smalbro. Han er inviteret som gæstetaler ved næste møde, som foregår på Børglum Kloster onsdag den 9. marts kl. 19. Alle medlemmer af Løkken.dk er velkomne.

Der kommer blandt andet børnepasning, bosætning, moleprojekt, parkering og turisme på programmet.

Annonceret indhold

Nyeste