Livet her

Nu kan Bent Anker også skrive dørmand på cv’et

Tålmodig Tårs-bo har lokket både Johnny Madsen, Lis Sørensen og Sebastian til at give koncert i Kulturcenter Vendsyssel i Sæsing i løbet af efteråret

16. september 2018 kl. 11:39
TÅRS: Den tidligere afdelingsdirektør i Jyske Bank i Tårs og medindehaver af forsikringsmægler-virksomheden Bækmark & Kvist i Aalborg, Bent Anker Christiansen, kan - måske lidt overraskende - også skrive dørmand på sit cv.
Årsagen er, at den 46-årige Tårs-bo også er begyndt at arrangere koncerter i Kulturcenter Vendsyssel - og så skal man have styr på dørmandsbeviset.
- Men jeg har ikke smidt nogen ud endnu, lyder det med et smil fra Bent Anker Christiansen.
Der har ellers allerede været mange inde og vende, da der har været fuldt hus til både Johnny Madsen og Krebs/Falch, som har været omkring Sæsing og spille.
Den lille plet på landkortet er ikke mere in the middle of nowhere, end at der er tre store navne på vej i efteråret: Johnny Madsen kommer på besøg endnu en gang i oktober, mens både Lis Sørensen og Sebastian, begge med band, giver koncert i november - hvis det da ellers lykkes Sebastian, Johnny og Lis at få tastet Sæby Landevej 417, Sæsing, ordentligt ind på GPS’en i tourbussen ...
Men hvordan kan det være, at nogle af de fremmeste, danske kunstnere nærmest valfarter til Sæsing.
- Det kom sig af, at jeg var til en koncert med Johnny Madsen et andet sted. Bagefter tænkte jeg, at det kunne have været en bedre oplevelse, siger Bent Anker Christiansen, som havde kulturcenteret i Sæsing i tankerne.
Han kontaktede derfor Madsens bookingbureau. Som tilfældet er med mange af de store, danske navne, så bliver der ikke sagt ja til hvad som helst - men til sidst blev der bidt på krogen.
- Og vi fik afviklet en god koncert, der var udsolgt. Bagefter sagde Johnny Madsens lydmand, at han var meget tilfreds med akustikken, fortæller Bent Anker Christiansen.
Johnny Madsen skulle efter sigende også være tilfreds med ryge-faciliteterne:
- Vi har et rygerum til Johnny Madsen, og vi er klar til at tage cigaretten fra ham, når han går på scenen, siger koncert-arrangøren.
Udstyret med den rette tålmodighed er det altså lykkedes at få arrangeret tre koncerter yderligere i efteråret i Sæsing, hvor der er plads til 575 siddende gæster eller op mod 800, hvis det er en koncert med stående publikum.
Bent Anker Christiansen vurderer også, at han har et ekstra es i ærmet i form af tilstødende lokaler, når han lejer sig ind i centret - her kan gæsterne spise inden koncerten. Lis Sørensen spiller eksempelvis Mortensaften, så der er selvfølgelig and på menuen. Så hyres Jan og Ella Petersen, der tidligere har drevet både Messen i Skallerup og Golfcafeen i Hjørring, til at optræde i køkkenet.
Bent Anker Christiansen samarbejder også med andre, eksempelvis Bambi Lys i Hirtshals.
Venner og familie - blandt andre hustruen og tre børn på 15, 18 og 24 år - hjælper også med afviklingen af koncerterne.
Skal man nu regne med, at Kulturcenter Vendsyssel, der også huser baptistkirke, skal være det rene koncert-mekka?
- Jeg går ikke efter at arrangere mange koncerter. Det skal være de rigtige, med gode kunstnere - og det skal passe ind i deres turné. Så jeg kan ikke sige, hvor mange koncerter, der kommer, siger Bent Anker Christiansen, som også har arrangeret events i Tårshallen - blandt andet foredrag.
I fremtiden ser han også mulighed for at placere koncerter i Tårshallen - her mener han, at rammerne passer bedre til koncerter henvendt til et lidt yngre publikum.
Og drivkraften?
- Jeg vil gerne skabe aktivitet i det område, hvor jeg hører hjemme - at få tingene til at ske i de rigtige rammer, lyder forklaringen.
Annonceret indhold

Nyeste