Livet her

Ny kæledægge: Oceanarium henter lille klumpfisk hjem

Tre medarbejdere fra Nordsøen Oceanarium kørte torsdag aften til København for at hente en fem kilo stor klumpfisk hjem til akvariet

01. juni 2018 kl. 09:16
HIRTSHALS: Klumpfiskene i Nordsøen Oceanarium har igennem de seneste mange år hørt til publikums favoritter. Og nu får gæsterne endnu en kæledægge at besøge.
Torsdag aften tog tre medarbejdere fra Oceanariet den lange vej fra Hirtshals til København for at bringe en lille klumpfisk med til Nordjylland.
Klumpfisken, som er fanget i Portugal, vejer omkring fem kilo, og den er 40 centimeter i diameter.
- Det kan være en stor fordel at få dem så små. Sandsynligheden for, at den klarer sig er større, hvis den ellers er sund og rask, siger Sylvia Berglund fra Nordsøen Oceanarium.
Hun oplyser, at de mand fra Nordsøen Oceanarium - Morten Thomsen, Martin Riis og Karl Henrik Laursen - kørte fra Københavns Lufthavn med den lille my klumpfisk i fin form klokken 01.20 natten til fredag med forventet ankomst til Hirtshals er omkring klokken 8.

I specialbygget container

Inden klumpfisken kunne begynde sin rejse fra København til Hirtshals, skulle meget forberedes.
Klumpfisken blev transporteret i en lukket, specialbygget container, som rummer 1000 liter havvand fra Hirtshals, så fisken allerede i lufthavnen kunne begynde på akklimatiseringen.
På vejen mellem København og Hirtshals er klumpfisken blevet tjekket løbende, så man var sikker på, at den havde det godt. Rejsen foregik om natten, så man lettere kunne styre temperaturen.

Får selskab af en anden klumpfisk

Når klumpfisken nu ankommer til Hirtshals, skal den vænne sig til Oceanariets omgivelser. Den skal lære at spise fra dykkernes hånd, og den skal vænne sig til det store akvarium med 4,5 millioner liter vand og masser af andre svømmende beboere. Her får den selskab af Nordsøen Oceanariums anden klumpfisk, som har boet i Hirtshals i fire år. Den vejer 300 kilo og er således en af de største, der har boet i Oceanariet.
Den lille, nye klumpfisk er fanget ved Beniz i Portugal, hvor den finurlige fisk er bifangst på tun- og makrelfiskeri.
Annonceret indhold

Nyeste