Livet her

Nyt autoværksted i Sindal

18. september 2020 kl. 09:46

SINDAL: Thomas Buus Stubben har åbnet autoværkstedet Soldal Auto på Hjørringvej 140 i det tidligere hønseri.

Det er et stort værksted med masser af plads. Der er hele 750 kvadratmeter til rådighed, så Thomas Stubben er klar til at servicere alle biler fra de mindste personbiler til større varebiler. Han tilbyder også opbevaring af dæk i forbindelse med skift mellem sommer- og vinterdæk.

Indledningsvis er der to lifte, men han regner med, at det nok bliver nødvendigt med en tredje på et tidspunkt. Foruden benzin- og dieselbiler kan Thomas Stubben også servicere el-biler. Det gælder både biler, der udelukkende kører på el, plug-in hybrid og hybrid biler.

Thomas Buus Stubben er født i Esbjerg og vokset op i Kolding. Han tog 10. klasse på Sydlangelands Maritime Efterskole, hvorefter han begyndte uddannelsen til automekaniker, en uddannelse der senere er overbygget med uddannelse til autotekniker. Efter værnepligtstiden ved Den Kongelige Livgarde arbejdede han på forskellige autoværksteder. Thomas mødte sin hustru Mette i Kolding. Da Mette kommer fra Tolne Kirkeby, blev de enige om at flytte til Sindal. Mette er uddannet klinikassistent og er ansat hos dinTandlæge i Sindal. Sammen har Mette og Thomas børnene Vagner og Laurits, der går i børnehaven Myretuen, og Carl Christian går på Sindal Skole.

Thomas er klar til at servicere biler fra mandag til torsdag fra klokken 07.00. Mandag er der åbent til klokken 20, så folk kan nå at aflevere og hente biler efter normal arbejdstid ophør. Tirsdag lukkes klokken 16.15, men om torsdagen er der igen lang åbningstid til klokken 19.00. Fredag er der også åbent, men kun efter aftale.

Foruden autoværkstedet Soldal Auto, fortsætter Thomas også med at være deltidsbrandmand hos Falck i Sindal.

Thomas Buus Stubben er for tiden i fuld gang med at lægge den sidste hånd på værkstedets indretning. Det skal være afsluttet fredag den 23. oktober, hvor der inviteres til reception med udstilling af veteranbiler, og der bliver også noget for børnene. Falck kommer med brandbiler, og der er hoppeborg samt lidt forfriskninger i form af øl, vand og pølser.

Annonceret indhold

Nyeste