Nyt storlogeråd i Serapions-Ordenen
Hjørring-loge repræsenteret i storlogen med Flemming Nielsen
HJØRRING: De delegerede i den danske loge Serapions-Ordenen har på sit 71. Storlogemøde i Aarhus valgt ny storloge. I den forbindelse blev der også valgt ny stormester. Det blev den siddende storsekretær Henrik Bjørnbak fra Randers-logen Navitas.
Henrik Bjørnbak afløser Anthony Pedersen, der har haft embedet i otte år og er hjemmehørende i Brønderslev-logen Caritas.
Ny i storlogen er Flemming Nielsen fra Hjørring-logen Sct. Olai, som ligeledes er valgt for fire år. Han er tildelt posten som storsekretær.
De øvrige i Storlogerådet er storordensmester John Ljungberg, Kolding-logen Saxo, storskatmester Bent Vestergaard, Viborg-logen Wibergis, og storceremonimester Jørgen Ole Olesen, Frederikssund-logen Puritas.
Det årlige Storlogemøde kan betragtes som den årlige generalforsamling i Serapions-Ordenen. På grund af corona-situationen, og de forholdsregler som følger med, var der i år meget få gæster ud over de indkaldte delegerede.