Livet her

Påsketur til biffen: Gratis slik skabte kø og godt humør

03. april 2021 kl. 12:25
Opdateret kl. 12:35

HJØRRING: Der var god stemning og lang kø ved MovieHouse Hjørring lørdag formiddag.

Direktør Benny Bruun og hans team havde besluttet sig for at dele gratis påske-slikposer ud til børn og voksne, og det initiativ var populært. Meget.

- Tak til alle, der kom. Alt blev uddelt i fin corona-afstand. Det gik rigtig fint, og der var slikposer til alle, fortæller Benny Bruun.

Med den pludselige nedlukning i december stod biografen i Hjørring på Åstrupvej uden gæster, med masser af lækkert slik på hylderne. En del af slikket nærmer sig sidste salgsdato. I stedet for bare at kassere det lækre slik, bød MovieHouse på en lille godtepose i anledningen af påskeferien.

- Påsken er en periode, hvor vi normalt har supertravlt i biografen, og vi oplever at der er mange familier som hygger sig med børnene, sagde Benny Bruun, da han inviterede børn og voksne forbi til en sød hilsen fra biografen.

- Vi vil gerne bidrage til den gode påskestemning, lige som vi synes, det vil være ærgerligt blot at kassere alle godterne.

Benny Bruun glæder sig til, at MovieHouse Hjørring må genåbne, og biografgæsterne kan se frem til blandt andet: Retfærdighedens ryttere, Jussi Adlers Marco Effekten , Ternet Ninja , James Bond og mange, mange flere hen over resten af 2021.

Annonceret indhold

Nyeste