Så skal der samles affald i Sindal og omegn. Sindal Borgerforening og Sindal IF Fodbold holder affaldsindsamling både lørdag d. 17. april og søndag d. 18. april. Indsamlingen begynder kl. 10 med en kop kaffe ved klubhuset på Parallelvej 14. Arkivfoto: Torben Hansen
Livet her

Parløb: Borgerforening og og idrætsforening på affaldsjagt i weekenden

16. april 2021 kl. 16:00

SINDAL: I weekenden 17. og 18. april inviterer Danmarks Naturfredningsforening på den årlige affaldsindsamling i hele landet. Her samler tusindvis af frivillige borgere affald op fra naturen i deres lokalområde. - Du kan også være med til at give din lokale natur en hånd, opfordrer Kirstine Ladefoged fra Sindal Borgerforening, der sammen med Sindal IF Fodbold afholder arrangementet for Soldalen.

Når den årlige affaldsindsamling løber af stablen, er det ikke kun lokalafdelingerne i Danmarks Naturfredningsforening, der er i felten for at samle affald. De bakkes nemlig op af hundredvis af virksomheder, sportsforeninger, klubber og familier, som vier weekenden til at rydde op i lokalnaturen. Der er indsamlinger i hele landet – og du kan også være med.

I Sindal inviterer borgerforeningen og fodboldafdelingen samlet til affaldsindsamling, der en god kombination af en frisk gåtur og en god gerning for lokalmiljøet:

- Vi elsker vores lokalområde og vores natur – og lige nu, er der ekstra mange, der dagligt benytter naturen omkring os. Og det er jo lidt ærgerligt, hvis man så mødes af synet af dåser og plastik, når man egentlig hellere vil se efter blomster og insekter.

En synlig forskel

- Vi håber egentlig på en fiasko i forhold til mængden af affald! Jo mindre vi samler desto bedre må vi antage, at vi alle er til at smide affaldet i skraldespanden og ikke i naturen, afslutter Kirstine, som glæder sig til at tage imod en flok friske frivillige til weekendens affaldsindsamling.

På landsplan blev det sidste år til intet mindre end 53.000 kilo affald – heriblandt 32.500 dåser.

Sindal Borgerforening og Sindal IF Fodbold holder affaldsindsamling i og omkring Sindal – både lørdag 17. april og søndag 18. april. Indsamlingen begynder kl. 10 med en kop kaffe (forhåbentlig – afhængig af diverse restriktioner, naturligvis) ved klubhuset på Parallelvej 14.

Tilmelding er nødvendigt – og du skal blot sende dit navn samt antal deltagere og eventuelt ønske til rute/område til Kirstine på 28185847 - og medbring gerne et par arbejds- eller havehandsker, lyder opfordringen fra arrangørerne.

Annonceret indhold

Nyeste