Livet her

Plaget af graffiti: Vandforbrugere skal betale

Hjørring Vandselskab er trætte af graffiti på pumpestationer og overløbsbygværker

12. april 2021 kl. 17:32

To medarbejdere hos Hjørring Vandselskab er i gang med at lappe et hul i trådhegnet rundt om den store pumpestation ved stisystemet ved Dyregården i Hjørring.

Hele anlægget, der også består tre store forsinkelsesbassiner til spildevand er hegnet ind, men det har ikke holdt graffitimalerne tilbage, og de har de seneste uger været på flere besøg og malet på vinduer og bygninger.

Hvis vi lader det sidde, bliver det en magnet for andre graffitimalere, siger Jacob Andersen

-Det er virkelig træls, for det er sket flere steder på vores anlæg rundt omkring i byen, og der er jo kun vandforbrugerne til at betale for at få det renset væk igen, siger produktionschef hos Hjørring Vandselskab, Jacob Andersen.

NORDJYSKE: Noget af det er jo veludført. Kan i ikke bare lade det være?

- Det er rigtigt. Nogle af tingene er meget flotte, men vores erfaring er, at det kommer til at virke som en magnet, som tiltrækker andre malere, der så også skal aflevere deres tags. Det går simpelthen ikke, siger Jacob Andersen.

Han har ikke konkret tal, hvor meget graffiti, der den seneste tid er lavet. Nu er vandselskabet ved at samle sammen på det, og derefter bliver der sendt en samlet anmeldelse til politiet.

- Vi har også tidligere haft problemer med det, og dengang brugte vi mere end 50.000 kroner på afrensningen. Det bliver dyrere denne gang, og der jo kun vandforbrugerne til at betale. Vi er jo heller ikke vilde med, at der skal bruges skrappe kemikalier på at rense det af, siger Jacob Andersen, der appellerer til, at forældre holder høje med, om deres unge er rundt i byen med spraydåser.

- Det handler også om sikkerhed. Der er jo en grund til, at det er hegnet ind. Det er bestemt ikke en legeplads, understreger Jacob Andersen, der frygter, at nogen kan falde ned i overløbsbygværket eller skaffe sig adgang til de store bassiner.

Medarbejdere fra Hjørring Vandselskab lapper hul i hegnet rundt om pumpestationen

Afviser bølge af graffiti

Hjørring Kommunes SSP-konsulent Mikael Thirup er som regel også orienteret om sager om ulovlig graffiti. Han har imidlertid ikke indtryk af, at der lige nu, eller under corona-nedlukningen, er en decideret bølge af graffiti i Hjørring.

- Det er nyt for mig, og jeg har ikke generelt meldinger om store problemer med graffiti i Hjørring lige nu. Vi havde en stor bølge for cirka seks år siden, og vi er i jævnlig kontakt med Park & Vej i Hjørring Kommune om grafitti, fortæller Mikael Thirup.

Han vurderer, at antallet af graffitimalere i Hjørring er forholdsvis lille - mellem en og ti, og de er typisk i alderen 14-18.

- Det vi ser hos er typisk, at de er drevet af adrenalin-suset ved at lave graffiti på forbudte steder og vise hvad de dur til. I større byer er der også dem, der er drevet af at formidle politiske budskaber, fortæller Mikael Thirup.

Ulovlig graffiti straffes som hærværk, typisk med erstatningskrav og bøder, men i gentagelsestilfælde kan det også udløse fængselsstraf.

Annonceret indhold

Nyeste