Livet her

Populært: Venteliste i Bjergby Rideklub

I weekenden blev klubbens sidste stævne i år afviklet

17. september 2018 kl. 08:58
BJERGBY: I weekenden - 15. og 16. september - var der stor aktivitet på Stald Sakstrups baner, hvor Bjergby Rideklub holdt ridestævne i dressur og spring.
Ugen op til stævnet kom der vand i rigelige mængder. Helt frem til starten lørdag formiddag kl. 9 kom der vand. Det betød ekstra våde fødder til både heste og ryttere i de første klasser og bekymrede miner hos stævnearrangørerne. Bekymringerne viste sig at være unødvendige. Solen skinnede resten af lørdagen og de våde strømper nåede at tørre inden dagen var omme. Lørdag stod i dressurens tegn. Med 72 starter var der aktivitet frem til klokken 17, hvor de mindste ryttere sluttede af med at vise deres færdigheder i skridtprogrammet.
Søndag var det springrytternes tur til at vise deres kunnen. Med 75 starter var der gang i den fra 9 til 14.30. Der blev sprunget fra 10 til 110 cm.
- Temperaturen var noget lavere end ved lørdagens dressurprogrammer, men heldigvis var der stort set tørvejr indtil den sidste klasse, lyder det fra rideklubben.
I Bjergby Rideklub er der ca. 130 medlemmer, hvoraf ca. 60 modtager undervisning på ugentlig basis på en af klubbens otte skoleheste.
- Faktisk er det så populært at gå til ridning i Bjergby, at der pt. er venteliste til en plads på et undervisningshold, fortæller stævneansvarlig Ann Thomsen. Udover de medlemmer der ridder på skoleponyer, er der også medlemmer, der har egen hest eller pony opstaldet på Stald Sakstrup. Der er også medlemmer der har deres heste hjemme eller opstaldet andre steder, men repræsenterer Bjergby Rideklub når de starter stævner.
Det var det sidste stævne i Bjergby for i år.
Annonceret indhold

Nyeste