Livet her

Regntøjet skulle med på Naturens Dag

Et halv hundrede fremmødte i Mosbjerg var mere til dyr og planter end motion i det grønne

10. september 2018 kl. 11:37
MOSBJERG: Selv om vejret var gråt, trist og regnfuldt søndag formiddag, da der var inviteret til Naturens Dag i Mosbjerg, kom der alligevel godt et halvt hundrede besøgende. Det var arrangørerne, DN-Hjørring, VHM og Hjørring Kommune, godt tilfredse med.
- Da jeg så vejret her til morgen, frygtede jeg, at vi arrangører stort set blev alene om at holde Naturens Dag. Det er heldigvis ikke tilfældet, for sikken en masse mennesker, der er kommet, siger naturvejleder Jakob Kofoed.
Klædt i regntøj og med madkurven pakket var de besøgende helt klar til en oplevelsesrig dag i naturen. Efter velkomsten var der tilbud om tre forskellige ture. En tur ud i blomsterfloret med naturvejleder Karin Krogstrup fra Hjørring kommune, der fortalte om de mange forskellige planter og om naturens kvaliteter. Karin Krogstrup kom også ind på, hvordan de forskellige planter kan anvendes i snaps og til mad og hudpleje. Naturvejleder Jakob Kofoed lokkede med en svampetur, hvor han fortalte om de mange forskellige svampe, der er området, og om svampene er spiselige eller det stik modsatte. Til børnefamilierne havde naturformidler Kim Fogt tilrettelagt en spændende insektsafari.
Alt efter interesse delte deltagerne sig op i de tre hold og begav sig afsted på en to timer lang naturtur. Efter de forskellige ture i området var der en såkaldt "Bioblitz", hvor dagens fund blev gennemgået.
Om eftermiddagen var der tilbud om "Naturtræning", hvor sættes der fokus på bevægelse og sundhed i naturen med underviser er Birgitte Overgaard Madsen fra projektet Sundhed i Naturen som inspirator. Dette tilbud var der dog ingen, der havde lyst til at deltage i. De fleste mente, at de havde fået motion og frisk luft nok, så de foretrak at nyde den medbragte frokost og derefter tage hjem.
Annonceret indhold

Nyeste