Fremvisning af tre nye buggies vakte interesse blandt gæsterne på Golfens Dag i Løkken. Længst til højre på billedet er det Benny Christensen og bestyrelsesmedlem Børge Bech. Foto: Kirsten Olsen
Livet her

Rekordbesøg, sorte tal på bundlinjen - og indkøb af tre nye golfvogne

29. april 2021 kl. 17:00

Flot fremmøde også af unge interesserede.

Coronaen har drillet sporten, men golf er en af de aktiviteter, der fortsat giver muligheder for at komme ud i det grønne og samtidigt overholde afstand og andre anbefalinger. Blot har der været tidspunkter hvor det ikke var muligt at benytte klubhuset.

Derfor var det med en særlig forventning, Løkken Golfklub i søndags så frem til at afholde Golfens Dag i 2021.

- Og forventningerne blev indfriet. Der var flot fremmøde også af unge interesserede, fortæller formanden Benny Christensen.

Golfens Dag bliver hvert år afholdt en søndag i april 2021. Golfens Dag er et landsdækkende åbent hus-arrangement, hvor 150 danske golfklubber slår dørene op og inviterer alle interesserede indenfor. Både børn og voksne er velkomne til at kigge forbi, få en introduktion til spillet, hvor alle på tværs af alder, køn og niveau takket være det særlige handicap-system kan spille mod hinanden.

- Golfsporten oplever stor fremgang af spillere, også i Løkken. Alene ved et begynderkursus i april var der 22 tilmeldte, og i alt har vi fået 35 nye medlemmer i 2021.

- På landsplan var der en medlemsstigning på 5-6000 i 2020, fortæller Benny Christensen.

Desuden kan Løkken Golfklub se tilbage på et godt år. Regnskabet viste et positivt resultat på 96.000 kr. Banen er også i fin form og høster stor ros fra gæstespillere.

For at støtte idrætsaktiviteter har DGI og Hjørring Kommune givet tilskud til sportsklubber generelt, hvilket har betydet et tilskud til Løkken Golfklub på i alt 130.000 kr.

- Vi valgt at investere i tre nye golfbiler, såkaldt buggies. Muligheden for at benytte en buggy er til stor hjælp, for at ældre og gangbesværede fortsat kan være med i spillet og komme ud i naturen.

- Og der er åbent for, at eventuelle sponsorer kan købe reklameplads på de nye biler. Eventuelle interesserede kan rette henvendelse til Løkken Golfklub, slutter formanden.

Annonceret indhold

Nyeste