Forældre, forældrebestyrelser, fritidsinstruktører og ikke mindst fagpersoner, der arbejder med børn og unge, kan søge om økonomisk støtte til fritidsaktiviteter til et udsat barn eller ung. Man kan for eksempel søge om betaling af kontingenter, udstyr/tøj/sko til sport, sommerferieaktiviteter eller aktiviteter i de kommunale junior- og ungdomsklubber. Arkivfoto: Michael Koch
Livet her

Rygstød til udsatte børn i det lokale fritidsliv

01. februar 2018 kl. 12:09

Hjørring Kommune har afsat 270.000 kr., som skal gøre det nemmere for udsatte børn og unge i alderen 0-18 år at blive en del af fritidslivet. Flere undersøgelser peger nemlig på, at børn, der går til en fritidsaktivitet, trives bedre.

Puljen henvender sig til børn og unge, der har sociale problemer, fysiske/psykiske handicaps, overvægt og/eller kulturelle barrierer. Det kan også være børn og unge, der vokser op i en familie, hvor ressourcerne er små.

Forældre, forældrebestyrelser, fritidsinstruktører og ikke mindst fagpersoner, der arbejder med børn og unge, kan søge om økonomisk støtte til fritidsaktiviteter til et udsat barn eller ung. Man kan for eksempel søge om betaling af kontingenter, udstyr/tøj/sko til sport, sommerferieaktiviteter eller aktiviteter i de kommunale junior- og ungdomsklubber.

- Gennem fritidsaktiviteter kan børn og unge få en sundere tilværelse samt få styrket deres sociale kompetencer og relationer til andre børn og voksne. En aktiv fritid er en væsentlig kilde til trivsel. Alle børn og unge, uanset social eller økonomisk baggrund, skal have de samme muligheder for at være en del af fritidslivet, og det er lige præcis det, som pengene fra puljen skal bruges til, siger Mai-Britt Beith, formand for børne-, fritids- og uddannelsesudvalget.

Man kan læse mere om puljen og søge om økonomisk støtte til et barn eller ung på Hjørring Kommunes hjemmeside.

Annonceret indhold

Nyeste