Selvom en ny stor skole og børnehus ved Idrætscenter Vendsyssel ikke er færdigt endnu, er direktør Alex Rasmussen og bestyrelsen i fuld gang med nye udviklingsplaner.
Livet her

Se de vilde planer: Nu vil Alex bygge svømmecenter i Vrå

Positiv dialog mellem Idrætscenter Vendssyssel og Hjørring Kommune baner vej for ny svømmehal

16. april 2021 kl. 18:52
Opdateret 17. april 2021 kl. 10:26

En ny skole og et børnehus til 180 millioner kroner, der bygges sammen med Idrætscenter Vendsyssel, og som tages i brug ved årsskiftet, samt en helt nye springhal, der blev taget i brug i august sidste år. Så kunne man måske tro, at der lige blev trykket på pauseknappen for nye ideer et stykke tid i det hurtigt voksende idrætscenter i Vrå.

Men direktør Alex Rasmussen og idrætscentrets bestyrelse er allerede langt med et nyt stort skud på stammen, nemlig et svømmecenter på næsten 2000 kvadratmeter til i omegnen af 100 millioner kroner.

- Sådan er det jo i Vendsyssel. I stedet for at nævne alt det, vi har nået, så spørger folk jo, hvornår der så også kommer en svømmehal, og det håber vi så snart, der gør, for selvfølgelig vil det være prikken over i'et, lyder det med et smil fra centerdirektør Alex Rasmussen, der netop har fået grønt lys fra bestyrelsen til officielt at søge Hjørring Kommune om et samarbejde om det nye store projekt.

- Vi har selv tilsagn om totredjedele af finansieringen, og driftsmæssigt ser det fornuftigt ud. Det bliver et meget fleksibelt center, der appellerer både til elite og bredde, børn og ældre, samt turister. Vi har i forvejen vist, at vi kan tilgodese mange forskellige grupper af brugere, fastslår Alex Rasmussen.

Efter planen skal svømmecentret placeres, hvor tennisbanerne ligger i dag, og de baner bliver så flyttet til en anden placering. Centret kommer i store træk til at bestå af et stort børnebassin med rutsjebaner, et almindeligt 25-meters bassin med otte baner, samt et springbassin. Der bliver også et varmtvandsbassin og et padlebassin. Førstesalen indrettes med et stort wellnessområde.

Plantegning over et kommende svømmecenter i Vrå. Kilde: Idrætscenter Vendsyssel

Svømmecentret bygges sammen idrætscentret med en ny værelsesfløj med 18 værelser til centrets minihotel, SleepWell.

- Med de her planer realiseret bliver vi en af de største i norden, og vi satser blandt andet på at tiltrække endnu mere sportsturisme. I forvejen har vi 10.000 overnatninger om året på SleepWell, fortæller Alex Rasmussen.

Førstesalen i svømmecentret indrettes med med wellness. Kilde: Idrætscenter Vendsyssel

- Der er måske dem, der vil sige, at der er nok svømmehaller i Hjørring Kommune, men man er nødt til at tænke på en anden måde, mener Alex Rasmussen.

Positiv udvikling i omegnsbyer

- Vi skal hele tiden tænke på udvikling i omegnsbyerne, og lige nu er der en meget positiv udvikling og momentum i Vrå, som vi skal udnytte til at tiltrække endnu mere bosætning og turisme. Hvis vi skal have en positiv udvikling i kommunen, nytter det ikke, at vi skæver misundeligt til hinanden, siger Alex Rasmussen.

ArkivFoto: Peter Broen

Der er cirka 1300 arbejdspladser i Vrå, og af dem er de 800 besat af folk, der pendler til byen. Øvelsen går blandt andet ud på at få flere af dem til at bosætte sig i Vrå.

Borgmester Arne Boelt (S) bekræfter den positive dialog med Idrætscenter Vendsyssel om planerne.

- Jeg synes, at det er en fantastisk ide, og det kan helt sikkert skabe en kæmpe synergi. Men der er flere ønsker fra idrætscentre rundt om i kommunen, så nu må det komme til at indgå i prioriteringen i forbindelse med de kommende års budgetter, siger Arne Boelt.

Står det til Alex Rasmussen, skal spaden i jorden i foråret 2022, og svømmecentret skal så stå færdigt halvandet år senere i efteråret 2023.

Annonceret indhold

Nyeste