Livet her

Se video: Her fik de en klasse-modtagelse ...: Første skoledag i Sindal

12. august 2021 kl. 15:00

Torsdag den 12. august var en stor dag for mange børn. Det var første skoledag. For nogen begyndte blot et nyt skoleår efter sommerferien, for andre var det den allerførste skoledag og begyndelsen på et helt nyt kapitel i opvæksten. Det var det blandt andet for Lea og Tobias, der var spændte til bristepunktet, da de med deres forældre tidligt torsdag morgen mødte på Sindal Skole sammen med 43 andre børn, der startede i 0. klasse.

De “gamle” elever fra 1., 2. og 3. klasserne danner faneborg for de nye til de to 0. klasser. Foto: Niels Helver

Sindal Skole havde sat alle sejl til for at gøre dagen festlig for de nye elever. De ”gamle” elever fra 1., 2. og 3. klasse dannede en lang faneborg, hvor 0. klasse børnene og deres forældre gik igennem på vej til festsalen, hvor der var velkomst.

I festsalen samledes de nye 0. klasser, deres forældre og eleverne fra 1., 2. og 3. klasserne. Skoleleder Michelle Vinther bød velkommen, og for at ryste alle sammen var der sanglege.

Skoleleder Michelle Vinther læser et lille eventyr om sommerfuglen. Foto: Niels Helver

Herefter læste Michelle Vinther et lille eventyr om sommerfuglen. Og der var sikkert mange børn, der havde ”sommerfugle i maven” denne første skoledag. Til slut sang ”Hr. Skæg” for til fællessangen ”Første skoledag, første skoledag”, og alle sang med, højere og højere.

Elever og forældre lytter spændt til eventyret om sommerfuglen. Foto: Niels Helver

Efter den festlige velkomst gik børn og forældre ud til 0. klasserne, hvor klasselærerne Hanne Jespersen og Susanne Jensen introducerede børnene til det nye skoleår.

Klasselærer Hanne Jespersen fortæller om “Min dagbog”, og imens farvelægger Lea, Tobias og de andre børn forsiden. Foto: Niels Helver
Annonceret indhold

Nyeste