Hjørring Sommerspil slår tonene an til et helt nyt kor i Hjørring - et showkor, der skal synge iørefaldende musik fra musicalgenren. Koret ledes af Bjarke Langkjær (billedet), som i en lang årrække har været en fast del af Hjørring Sommerspil.  Arkivfoto
Livet her

Skal du med i showkoret - Hjørring Sommerspil står bag

Koret ledes af Bjarke Langkjær, som i en lang årrække har været en fast del af Hjørring Sommerspil som kapelmester.

15. september 2020 kl. 07:36
Opdateret 16. september 2020 kl. 10:30

HJØRRING: Hjørring Sommerspil har startet eget SHOWKOR og alle mænd som kvinder - i alderen 15-99 er velkomne.

- Hos os vil du stifte bekendtskab en masse fantastisk og iørefaldende musik fra musicalgenren. Blandt andet fra succeser som Mamma Mia, Hairspray, Beauty and the Beast, My Fair Lady, Les Miserables, Sound of Music, Shrek – og mange flere, lyder det fra initiativtagerne.

- Med Showkoret er vores mission at give vore garvede kræfter mulighed for træning og introducere nye sangere og aktører til vores sociale fællesskab. Det er ikke en forudsætning også at være med i Sommerspillets opsætninger, men vi håber da, at du får lyst, lyder det videre fra folkene i sommerspillet.

- Vi garanterer både hygge på højt plan og hårdt arbejde for at sikre fælles udvikling, så vi på sigt kan optræde ved både større og mindre arrangementer.

Koret ledes af Bjarke Langkjær, som i en lang årrække har været en fast del af Hjørring Sommerspil som kapelmester.

Det skal du være

Men hvad kræver det at blive en del af Showkoret. Svarene følger her:

- Du er positiv og klar på at blive udfordret på dine musikalske evner

- Du kan indgå i et fællesskab og møde forberedt op

- Du kan synge rent

Showkoret mødes hver onsdag i dramasalen på Hjørring Ungdomscenter på Norgesvej 3 i tidsrummet mellem 19 og 21.

Første aften er 30. september og prisen for en sæson fra september og marts er 200 kroner.

Tilmelding skal ske til Benjamin W. Lannerö på b.w.lannero@gmail.com.

Annonceret indhold

Nyeste