HJØRRING: Det er 16. år i træk, at Metalindustriens Uddannelsesudvalg uddeler ML-Prisen til 25 af metalindustriens dygtigste lærlinge. Prisoverrækkelsen, der er en af de vigtigste hyldester af faglærte, finder sted den 27. september i Den Sorte Diamant i København.
Foruden de dygtige nyuddannede svende er deres familier, mestre og faglærere også inviteret med til den store fejring.
Alle 25 prismodtagere har skilt sig ud med et højt fagligt niveau, men de sociale kvaliteter vægtes også højt i udvælgelsen. Derfor er det et fællestræk for Kasper og de øvrige prismodtagere, at de, udover at have opnået topkarakter til svendeprøven, også er gode kammerater og kolleger.
Kasper har gået på College360 og været i lære hos NOVABIL A/S. Han er blevet indstillet til prisen af skolen og virksomheden i fællesskab. I indstillingen lyder det blandt andet:
- Kasper har fra første dag i lære udvist vilje og evne til at ville noget særligt som elev, medarbejder og kollega. Han er ydmyg, dygtig og sætter en ære i altid opnå et flot resultat. Han er hjælpsom, møder til tiden og deltager i sociale arrangementer - i bund og grund en rigtig god gut.
Selv giver Kasper følgende bud på, hvorfor netop han har skilt sig ud blandt de mere end 270 indstillede:
- Jeg er selvkritisk, perfektionistisk og tingene skal være i orden. Jeg skal vide, at jeg har gjort mit bedste, og hvis jeg ikke er tilfreds, må jeg gøre noget mere ved det. Derudover er niveauet på mit værkstedsteam højt, så de har hele tiden skubbet mig i den rigtige retning.
Undervisningsminister Merete Riisager deltager igen i år i arrangementet og vil sammen med formand for Metalindustriens Uddannelsesudvalg og erhvervsuddannelseschef i DI, Lone Folmer Berthelsen, og forbundssekretær i Dansk Metal og næstformand i Metalindustriens Uddannelsesudvalg, Kasper Palm, overrække statuetter og diplomer til prismodtagerne og hver især holde tale.
Livet her

Skulderklap til lærling fra Hjørring

Karrosseriopretter Kasper Geraae fra Hjørring er blandt prismodtagerne, når Metalindustriens Uddannelsesudvalg uddeler ML-Prisen

26. september 2018 kl. 11:06
Annonceret indhold

Nyeste