Hanne Jørgensen prædikede for sidste gang som fastansat sognepræst i en coronasikret fyldt Bykirke. Foto: Niels Helver
Livet her

Sognepræst i Sindal sagde farvel

Bykirken var fyldt til sidste coronasikret-plads - og der var bobler og kransekage efter gudstjenesten

01. december 2020 kl. 10:53

SINDAL: Den 1. søndag i advent var der afskedsgudstjeneste for sognepræst Hanne Jørgensen, der efter 11,5 år som sognepræst i Sindal Sogn har valgt at nyde den tredje alder sammen med familien.

Bykirken var fyldt til sidste coronasikret plads med medlemmer af menigheden, der ville være med til at sige farvel til den populære præst.

Gudstjenesten blev indledt med solosang af sopran Katrine Skovmand, der er tidligere kirkesanger i Sindal Sogn. Herefter fulgte en festlig gudstjeneste, hvor Hanne Jørgensen prædikede for en sidste gang som fastansat sognepræst, og der var sang og musik med kirkesanger Christina Kjærulff og Katrine Skovmand akkompagneret på klaver af organist Marianne H. Jakobsen.

Efter gudstjenesten blev menigheden bedt om at blive siddende på deres pladser i kirken, og kirkens personale kom herefter rundt og serverede lidt bobler og en pose med kransekage og chokolade.

Afskedsord

Menighedsrådets afgående formand Ole-Jan Staun-Pedersen holdt tale for Hanne Jørgensen med tak for hendes tjeneste og gode samarbejde. Det samme gjorde provst Winnie Nørholm Rischel, og sognepræst Iben Kjær Aldal takkede på personalets og præsternes vegne for godt samarbejde og kammeratskab. Også den nye formand for menighedsrådet Johnny Kurt Andersen sagde et par ord til afsked.

Sognepræst Iben Kjær Aldal holdt tale på personalets og præsternes vegne og overrakte deres gave til Hanne Jørgensen. Foto: Niels Helver Niels Helver

Nyt menighedsråd i arbejdstøjet

Ved det nye kirkeårs begyndelse tiltræder det nyvalgte menighedsråd sin tjeneste for de kommende fire år.

I Sindal er som nævnt Johnny Kurt Andersen valgt til formand. Henriette Folden Hejlesen er næstformand. Erik Uggerhal, kasserer. Ole-Jan Staun-Pedersen, kontaktperson til personalet. Gitte Rennison, kirkeværge Sindal Gl. Kirke og Annamarie Kvistgaard Petersen, kirkeværge Sindal Bykirke.

Det nye kirkeårs begyndelse blev i øvrigt markeret i Sindal Bykirke ved to gudstjenester. Den første var om formiddagen, hvor det første lys i adventskransen blev tændt, og samtidig var det afslutningen for årets minikonfirmander.

Annonceret indhold

Nyeste