Direktør Vagn Hansen.
Livet her

Sparekassen Vendsyssel leverer endnu et solidt årsregnskab: Godt en halv milliard i overskud før skat

17. marts 2021 kl. 19:20

Sparekassen Vendsyssel leverer med årsregnskabet for 2020 et solidt resultat før skat på 516 mio. kroner. Resultatet er skabt på grundlag af stor stabilitet i den primære drift. Her leverer sparekassens kerneforretning et resultat på 505 mio. kroner.

Tager man hovedlinjerne i regnskabet, lyder de på:

* Et resultat før skat på 516 mio. kroner

* Et solidt resultat i den primære drift på 505 mio. kroner

* Netto rente- og gebyrindtægter på 1.178 mio. kroner, en stigning på 37 mio. kroner sammenlignet med sidste år

* Nedskrivninger på udlån udgør 91 mio. kroner, mod 135 mio. kroner sidste år

* Kursreguleringer på i alt 92 mio. kroner.

Administrerende direktør i Sparekassen Vendsyssel Vagn Hansen fortæller:

- Vi er meget tilfredse med årets resultat. Vi har i et udfordrende år kunne fastholde vores strategi om en kontrolleret vækst. Resultatet viser, at sparekassen har en solid forretningsmodel, som fungerer godt, også når verden rammes af en pandemi. Det er vigtigt for os, at forretningen altid er velkonsolideret, det giver os stor handlefrihed. Fusionen med Salling Bank er et resultat af dette, og vi er utrolig glade for, at vi i 2020 har kunne sige velkommen til 100 nye kollegaer samt næsten 25.000 kunder fra Salling Bank. Fusionen har allerede bidraget positivt, da tallene fra Salling er indregnet i resultatet for november og december måned. Ud over kundetilgangen fra Salling Bank er vores samlede kundebestand vokset med netto ca. 3.900 nye kunder. Sparekassen har vokseværk, og det er en sund vækst. Udviklingen i vores nedskrivninger på udlån viser, at kundernes økonomi generelt har det godt. Ligesom andre pengeinstitutter har vi lavet et væsentligt ledelsesmæssigt skøn på skadevirkningerne af Covid-19. Hvis verden ikke var blevet ramt af pandemien, ville vores nedskrivninger for 2020 være netto positive. Landbrugssektoren har også klaret sig godt, og dette har givet et positivt aftryk på både vores nedskrivninger og indtægter. Vi tror på, at sektoren fortsætter den positive udvikling også i 2021. Mange har sikkert fulgt med i skæbnen for minkerhvervet, men her blev der også landet en efter omstændighederne fornuftig aftale. Sparekassen har med 1.178 mio. kroner vækstet toplinjen med 37 mio. kroner sammenlignet med sidste år. En stor del af denne vækst har været indtægter fra boligområdet. Der har på trods af Covid-19 været godt gang i det danske boligmarked, og dette har rådgiverne også kunne mærke i sparekassen. Vi har i 2020 oplevet et rekordhøjt antal bolighandler, ligesom antallet af omlægninger af lån har været på et meget højt niveau. Sparekassens kursreguleringer lander også på et tilfredsstillende niveau. Vi blev som andre pengeinstitutter ramt af de store kursfald tilbage i marts måned, men meget har udjævnet sig siden. Den store forskel på kursreguleringerne i forhold til sidste år er dog, at vi i 2019 fik en ekstraordinær stor indtægt, da vi solgte en større andel af vores aktier i Sparinvest til Nykredit, og sådan en handel har vi trods alt ikke mulighed for at levere hvert år.

Annonceret indhold

Nyeste