- Jeg ved, at mange - mig selv inklusiv - tripper for at komme ud og få nogle nye oplevelser, og kombineret med det faktum, at ”surdej” har været et af de mest googlede ord i det forgange år, så tror jeg ikke, at man kunne have åbnet Kornets Hus på et bedre tidspunkt, siger Johannes Haandsbæk Vestergaard, der er daglig leder i Kornets Hus. Arkivfoto: Henrik Louis
Livet her

Sprøde pizzaer og hindbærsnitter: Kornets Hus genåbner med fuldt program

Fra den 8. maj kan du igen besøge Nordjyllands nye attraktion Kornets Hus. Både café, udstilling og aktiviteter i bageriet åbner

24. april 2021 kl. 17:00

HJØRRING: I Kornets Hus begynder man at kunne øjne genåbningen i horisonten efter et år, som har været stærkt udfordret af corona-pandemien.

- Vi har efterhånden planlagt åbningen af huset 2-3 gange, men vi tror på, at det denne gang må være ganske vist, og vi glæder os meget til for alvor at kunne tage det smukke hus i brug, siger daglig leder Johannes Haandsbæk Vestergaard og henviser til husets officielle åbning i december måned, som kun varede en weekend, før landet blev lukket ned.

Husets formidlingsmedarbejder Christiane Lindrup Pedersen er ved at lægge sidste hånd på de aktiviteter, som kommer til at finde sted i husets store åbne bageri sommeren over. Under overskriften Bageværkstedet vil man som gæst kunne være med til at lave alt fra små sprøde pizzaer til frisk pasta og hindbærsnitter – alt sammen i børnehøjde og med rig mulighed for at smage på de friskbagte lækkerier undervejs.

Kok og bager i køkkenet

Også brunch-menuen i husets cafe er blevet gennemtestet og prøvesmagt frem mod åbningen. Bagværket kommer til at spille en fremtrædende rolle og det bliver den lokale bager Amanda Axelsen, som her svinger taktstokken.

Amanda er nyligt udlært og blev præmieret med den sjældne guldmedalje, så det skulle være i gode hænder.

Mennesket lever ikke af brød alene, og med udgangspunkt i lokale råvare fra blandt andet Gartneriet Markliv og Rævhede Naturprodukter glæder husets nyansatte kok Lukas Wolff sig til at give det store brødsortiment et smukt og smagfuldt følgeskab. Lukas kommer med en baggrund som kok på Svinkløv Badehotel, og glæder sig særligt til at vise, hvordan kornet ikke kun hører til i bageriet, men også rummer spændende og nye anvendelsesmuligheder i køkkenet.

Kornet er i jorden

Det er med stor spænding at daglig leder Johannes Haandsbæk Vestergaard ser ind i de første måneders drift, men han mener dog at timingen ikke kun have været bedre.

- Vi har netop sået 35 forskellige kornarter og sorter i Kornets Hus’ store have, og jeg tror på at aktiviteten i huset vil spirer frem sammen med kornet. Jeg ved, at mange - mig selv inklusiv - tripper for at komme ud og få nogle nye oplevelser, og kombineret med det faktum, at ”surdej” har været et af de mest googlede ord i det forgange år, så tror jeg ikke, at man kunne have åbnet Kornets Hus på et bedre tidspunkt.

Fra 8. maj og frem til 21. juni vil Kornets Hus have åbent lørdage og søndage fra 10-17, samt i pinsen og Kristi Himmelfarts-ferien. Fra 21. juni og frem til 22. august skruer huset op for åbningstiden og byder indenfor seks dage om uge, nemlig tirsdag til søndag, ligeledes 10-17. Booking og billetkøb foregår på Kornets Hus’ hjemmeside.

Annonceret indhold

Nyeste