ShowDancerne holdt en anderledes afslutning udendørs og i småregn.
Livet her

Store spejl på pladsen dér: Hvem danser bedst i byen her ...?

LIUF fik 20.000 kroner af SPAR Hjørring til stort, mobilt spejl

27. marts 2021 kl. 17:00

SPAR Hjørring har via KFI Erhvervsdrivende Fond igen støttet aktiviteter i butikkens nærområde ved Nordens Allé. Denne gang skete det med 20.000 kroner til gymnastikafdelingen under Lundergård Idræts- og Ungdomsforening i daglig tale blot LIUF.

- Vi er rigtig glade for den store opbakning fra områdets lokale SPAR Købmand. Gymnastikafdelingen har længe ønsket et stort spejl, som både gymnaster, dansere og andre i LIUF kan øve sig foran. Takket være SPAR Hjørring er dette ønske nu gået i opfyldelse, siger Sune Møller, der er kasserer i LIUF.

- Vores butik er placeret i et dejligt område, hvor den lokale opbakning er stor. Og vi er meget glade for at kunne give noget tilbage ved at støtte nogle af de utrolig mange spændende aktiviteter ikke mindst i forbindelse med idrætsforeningen, siger købmand Dennis Bak.

Hans mor Annette arbejder også i SPAR Hjørring og kunne forleden formelt overdrage gaven til LIUFs gymnastikafdeling.

- Vi glæder os til at få brugt det store mobile spejl meget, når vi igen kan åbne for alle aktiviteter. Spejlet brugte vi første gang til ShowDance holdets afslutning, som jo blev noget anderledes end planlagt nemlig udendørs og i småregn, fortæller Sune Møller.

Om foreningen LIUF

LIUF, Lundergård Idræts- og Ungdomsforening i Hjørring, har hovedsæde ved Lundergårdskolen på Nordens Allé. Foreningen rummer både fodbold, gymnastik, basket, håndbold, løb og petanque.

ShowDance holdet ledes af instruktørerne Katinka Brix Christiansen og Lærke Nielsen. De forventer at kunne begynde igen efter sommerferien.

Holdet er for aldersgruppen 3. - 6. klasse, og der er ingen krav om at have gået til dans eller gymnastik før. Alle kan være med.

Dansetimerne er fyldte med seje koreografier, hvor deltagerne lærer både teknik, udstråling og selvfølgelig en masse fede dansemoves.

- Vi går meget op i fællesskabet, og derfor bliver holdet rystet sammen med danselege og andre aktiviteter. Vi glæder os helt vildt til at danse igen, lyder det fra Katinka og Lærke.

Om KFI Erhvervsdrivende Fond

Støtten fra SPAR Hjørring til LUIF er sket gennem KFI Erhvervsdrivende Fond, hvis vision er at styrke den frie købmands position.

Flere end 200 sportsklubber og foreninger over hele landet har indtil nu taget imod et tilbud fra deres lokale købmand om hjælp oven på Corona-nedlukningen i marts 2020.

Annonceret indhold

Nyeste