Livet her

Sydspidsen af Norge er synlig på Leret

GEOLOGI: En ny attraktion tilføjes Byforums kommende Udsigtssti på Leret

02. september 2020 kl. 12:07

Den mægtige sten på 24,1 ton, der blev gravet frem under separatkloakeringen af Fiskergade i Hirtshals, har Hjørring Vandselskab doneret til Byforum, som i dag har fået stenen placeret yderst på Leret.

Med kraftfuld indsats fra Vennelyst Entreprenør og en mægtig mobilkran fra NH Løft i Vrå blev stenen flyttet ca. 50 m ud på Leret, hvor den i sin storhed nu troner, som byens nye attraktion med benævnelsen ”Sydspidsen af Norge”.

Stenen dukkede op i 1952, da Fiskergade blev kloakeret første gang. Dengang måtte man sprænge et stykke af stenen bort for at kunne passere med kloakledningen.

I stenens underkant ses en del af et sprængningssår, der strækker sig ind under stenens liggeflade.

Da Vennelyst startede på gravearbejdet i Fiskergade, blev arbejderne advaret af en lokal beboer, den 91-årige Anders Chr. Jensen, der kendte til stenens tilstedeværelse dybt under vejen.

Anders Chr. forældre Karoline og Martinus Jensen boede dengang i Fiskergade 2 eller i det daværende hus ”Ovels bo”, og det var lige ud for huset stenen blev fundet.

Han sagde til arbejderne – ”pas nu på, i vil støde på Sydspidsen af Norge”, men arbejderne tænkte vel - ja, ja, vi har da gravemaskiner, så det skal vi nok klare!

Men virkeligheden blev en anden, Henry Pedersen & Sønners store mobilkran måtte til for at hive stenen op fra dybet og fjerne den fra stedet.

Nu er stenen på plads ventende på, at vores naboer Nordmændene strømmer til for at se ”Sydspidsen af Norge”, som de indtil nu troede var Sørlandets ”Lindesnes Fyr”.

Tekst og foto: John Kongerslev

Annonceret indhold

Nyeste