Søren Henriksen, tidligere spiller og nuværende sportschef i Vendsyssel FF, fortalte U13 til U19 trænerne i Hjørring FK om planerne for fremtiden.
Livet her

Talent-arbejde: Flere Hjørring-drenge skal finde vej til Vendsyssel FF´s førstehold

24. august 2021 kl. 07:00

Der skal være flere Hjørring drenge på fodboldklubben Vendsyssel FF’s 1. divisionshold. Det var budskabet fra Søren Henriksen, tidligere fodboldspiller i Vendsyssel FF (VFF). Søren er nu leder af sportslig udvikling med ansvar for bl.a. kontakten til moderklubben HI.

Efterårssæsonen for trænerne i Hjørring Fodbold Klub ((HFK) - en sammenslutning af U13 - U19 årgange i HI, LIUF, BIF og BAMSIF) blev skudt i gang med et fællesmøde, hvor Søren Henriksen fortalte om de store ændringer i Vendsyssel FF efter at de udenlandske ejere, Core Sports Capital, nu er fortid i klubben. En af de vigtigste ændringer er, at VFF fremover vil dyrke kontakten og samarbejdet med klubberne i og omkring Hjørring. Det vil bl.a. betyde, at drengene i klubberne får mulighed for træning med nogle af de professionelle spillere fra VFF.

- Jeg tror, at det er vigtigt for opbakningen til VFF, at vi er synlige i lokalområdet. Derudover vil vi i samarbejde med HI forsøge at lave et talent setup, så vi på sigt kan få flere spillere fra Vendsyssel og Hjørring i vores professionelle trup, sagde Søren Henriksen.

Det kræver dog stor økonomisk opbakning fra sponsorer, da det kræver flere ansatte i HFK/HI’s talentafdeling. I løbet af efteråret vil sponsorerne blive præsenteret for en plan til at opfylde ønskerne.

Annonceret indhold

Nyeste