Livet her

Taxa, tog og bus i samme rejseplan

Lokale taxaer indgår nu i den transportform, som nordjyderne kan vælge imellem, når de planlægger rejsen via nordjysk rejse-app

01. juni 2018 kl. 08:01
HJØRRING: Direktør i Dantaxi 4x48 Aalborg/Hjørring John Vanggaard ser frem til samarbejdet med Nordjyllands Trafikselskab, der står bag MinRejseplan.
John Vanggaard: - At taxien nu indgår som transportform i MinRejseplan, på linje med f.eks. bus og tog, er til stor fordel for forbrugerne. Den nye app giver nemlig kunden valgfrihed ved først og fremmest at tage udgangspunkt i rejsen og herefter tilbyde brugeren den mest optimale løsning. Det falder helt i tråd med vores strategi, hvor taxien indgår som et aktivt og vigtigt led i den kollektive transport.
Hjørring Taxa blev en del af Dantaxi 4x48 i 2012, og kom i 2017 med på MOOVE. At det er MOOVE, der står for taxidelen i MinRejseplan, er der, ifølge administrerende direktør i Nordjyllands Trafikselskab Thomas Eybye Øster, gode grunde til:
- Det har været utroligt glædeligt for os, at kunne få en professionel aktør som MOOVE med i MinRejseplan. De har forstået vigtigheden i at nytænke det eksisterende, og i højere grad samtænke eksisterende services. Vores partnerskaber med aktører på tværs af det offentlige og private er på sin vis blevet startskuddet til en helt ny måde at anskue den kollektive trafik i Danmark på, hvor vi samarbejder om at favne nye teknologier og services, der nemt og bekvemt kan flytte folk fra A til B. Vi betragter med andre ord ikke andre trafiktilbud som værende konkurrerende men supplerende for den service, vi er sat i verden for at tilbyde og løbende udvikle."
Samarbejdet viser ifølge John Vanggaard, at der er en fremtid for taxien i de mindre byer, hvis men tør inddrage ny teknologi, tænke på nye måder, og tilpasse sig kundernes ønsker og behov.
- Jeg tror, at borgerne i Hjørring hurtigt bliver glade for de nye muligheder, og at byens gæster vil sætte pris på, at de kan benytte MOOVE, som de kender i forvejen fra mange andre byer i Danmark, siger John Vanggaard.
Ud over at give brugerne overblik og prisinformation om alle tilgængelige transportformer fra Nordjyllands Trafikselskab, viser MinRejseplan også forskellige løsningsmuligheder fra andre leverandører herunder taxi. Det betyder, at en rejsende fra Hjørring til Aalborg kan blive tilbudt en række både private og offentlige transportmuligheder gennem MinRejseplan - alt afhængig af rejsetidspunkt og tilgængelighed.
Om Dantaxi 4x48 Hjørring og MOOVE
* Hjørring Taxa blev i 2012 en del af Dantaxi 4x48.
* I 2017 blev vognene i Hjørring koblet på taxi-app’en MOOVE.
* MOOVE skiller sig ud ved, at prisen er kendt på forhånd.
* MOOVE blev lanceret december 2016, og app’en kan benyttes til taxikørsel i over 50 af Danmarks 98 kommuner.
Om MinRejseplan
* Den nye app, MinRejseplan, kan downloades til iPhone via App Store og til Android via Google Play.
* I første omgang virker de nye transportmidler i MinRejseplan kun i Nordjylland.
* Nordjyderne kan med MinRejseplan fremsøge andre transportformer end den almindelige kollektive trafik.
* Fra årsskiftet er strategien at Rejseplanen udbreder funktionerne til resten af landet.
Annonceret indhold

Nyeste