HJØRRING/FREDERIKSHAVN: Børn kommer med mange betragtninger om dette og hint, og de mere usandsynlige af slagsen kan man tackle på to måder: Man kan gå i clinch med udgydelserne i et forsøg på at modbevise påstandene - eller blive ved at løse sin kryds & tværs, mens man siger ja-ja ...
Men måske har den lille purk ret, hvis han lørdag 29. september udbryder "Se mor, der er en dinosaur", mens I kører i tog med Nordjyske Jernbaner på strækningen mellem Hjørring og Frederikshavn.
Under overskriften "Danmarks Længste Scene" er toget nemlig på fire afgange en slags rullende teater: Ude på bondemændenes marker - og på stationerne - er der optræden hist og her i det fri.
Anledningen er Hjørrings og Frederikshavns købstadsjubilæer - henholdsvis 775 år og 200 år - og jo: På et tidspunkt vil man faktisk kunne se fem meter høje dinosaurer på strækningen, så hør nu bare efter ...
Rolle-spillerne fra Yxengaard flår sværdene frem og kæmper, strikkedamer vil et andet sted udstille en "mur af farver, kærlighed og sammenhold", ligesom en række andre aktører vil sørge for at give passagerne en helt speciel togrejse - mere end 100 frivillige medvirker.
Og Nordjyske Jernbaner regner da også med, at flere vil køre i tog, når showet ruller sig ud på strækningen med fire stationer, så der bliver sat et par ekstra vogne på togsættet.
Det drejer sig om disse afgange:
Hjørring -> Frederikshavn 13:00-13:26
Frederikshavn -> Hjørring 13:32-13:57
Hjørring -> Frederikshavn 13:58-14:26
Frederikshavn -> Hjørring 14:32-14:57
Prisen for en tur på "Danmarks Længste Scene" er en almindelig togbillet.tn
Livet her

"Tog’lig" optræden med ekstra vogne

Dinosaurer, rollespillere og strikkedamer i aktion, når Danmarks Længste Scene rulles ud for næsen af togpassagerer mellem Hjørring og Frederikshavn - ekstra vogne kobles på togsæt for at imødegå interessen

23. september 2018 kl. 14:40
Annonceret indhold

Nyeste