Målet nået: - Flere steder i Tversted har husejere valgt at udgrave og renovere deres gamle bunkere og bruger dem i dag som blandt andet lagerrum, vinkælder og opmagasinering, af havemøbler, plæneklippere, værktøj og grill m.m. Og den nye ejer fra Århus spottede straks en sjov mulighed for at få et anderledes og spændende anneks til det nye sommerhus, fortæller Flemming Hammer. Foto: Bunkergruppen Hirtshals
Livet her

Tysk bunker gravet fri i Tversted: Nu kan sommerhusejer få anneks

Bunkergruppen Hirtshals har registret 50 beton-bunkere. Og ud af de 50 støbte bunkere havde seks af dem - indtil lørdag - ikke været åbnet i nyere tid

25. april 2021 kl. 15:33
Opdateret kl. 23:04

HIRTSHALS: En tysk maskingevær-bunker af typen ”Bauform 58c” blev i weekenden gravet fri i Tversted, efter knapt 60 år under sandet!

Det fortæller Flemming Hammer Mortensen, der er formand for Bunkergruppen Hirtshals i en pressemeddelelse.

De seneste otte år har formanden for Bunkergruppen Hirtshals hver sommer forestået de succesfulde guidede bunkerture i ”Marine-stützpunkt Tversted”. Samtidigt har Bunkergruppen brugt årevis på at registrere de mange tyske bunkere og installationer, der blev bygget i Tversted - gruppen har desuden optegnet og kortlagt de mange efterladenskaber, der stadig kan ses i området.

Efter blot et par timer var toppen og kanterne gravet fri, og opgaven med at grave de knapt 1,5 meter ned til indgangen, kunne begynde.

72 registreringer er det blevet til i det gamle tyske kanon-batteri. Der er registreret 12 Træbarak-pladser - de er god væk i dag. Hertil kommer tre udgravninger til ikke-støbte mandskabsbunkere samt syv beton-platforme til lyskastere, radarer og spærre/støtte-mure.

Endelig er der registret 50 beton-bunkere. Og ud af de 50 støbte bunkere havde seks af dem - indtil lørdag - ikke været åbnet i nyere tid. Derfor var interessen også stor, da Flemming Hammer blev kontaktet og bedt om hjælp med at udgrave netop én af de seks aflukkede bunkere i Tversted.

Et spændende anneks

Fra tid til anden kommer der nye ejere til de mange sommerhuse i Tversted, og da Flemming Hammer på en af de guidede bunkerture sidste år fik kontakt med en kommende sommerhusejer fra Århus-egnen, så lå det i kortene, at netop Bunkergruppen Hirtshals ville få opgaven med at rådgive om mulighederne, da det viste sig, at der på den nye ejers grund lå netop en af de tyske bunkere fra 2 Verdenskrig.

- Flere steder i Tversted har husejere valgt at udgrave og renovere deres gamle bunkere og bruger dem i dag som blandt andet lagerrum, vinkælder og opmagasinering, af havemøbler, plæneklippere, værktøj og grill m.m. Og den nye ejer fra Århus spottede straks en sjov mulighed for at få et anderledes og spændende anneks til det nye sommerhus, fortæller Flemming Hammer.

Lørdag morgen var der så kaldt til udgravning på Gl. Skovvej i Tversted, og i samarbejde med Hasse Andersen fra EXH Ejendomsservice i Hjørring, der yderst venligt havde stillet både firmabil og gravemaskine til rådighed for Bunkergruppen Hirtshals, kunne projektet begynde.

Skovl, spade - og sved på panden

Efter blot et par timer var toppen og kanterne gravet fri, og opgaven med at grave de knapt 1,5 meter ned til indgangen, kunne begynde.

Det gamle dæksel blev brudt op og ligeledes påbegyndte man at grave sig helt ned til bunden af indgangen, der lå hele 2,20 under overfladen.

- Det gav lidt udfordringer med afstivning fra den nærliggende grusvej, der gik blot 70 cm fra bunkeren, tilføjer Flemming Hammer.

- Bunkeren var forventeligt halvt fyldt op med sand, så dagen gik med skovl og spand og bunkeren blev behørigt tømt, med sved på panden og ømme muskler.

Flere lokale lagde vejen forbi udgravningen og kunne berette, at bunkeren stod åben i 50’erne og blev brugt som skjul af de lokale børn.

Flere på vej

En glad og tilfreds sommerhusejer fik sin nyerhvervede bunker åbnet, og selvom der hverken dukkede tyske hjelme eller bajonetter op ved udgravningen, kom der endnu en registrering i hus for bunker- formanden Flemming Hammer. Og et spændende projekt venter nu forude med renovering og bygning af blandt andet trapper og støttemure.

Allerede nu er der yderligere to udgravninger på programmet, én mere i bunkersområdet i Tversted og én i Hjørringgade i Hirtshals by.

Bunden af indgangen lå hele 2,20 meter under overfladen. Foto: Bunkergruppen Hirtshals
- Bunkeren var forventeligt halvt fyldt op med sand, så dagen gik med skovl og spand og bunkeren blev behørigt tømt, med sved på panden og ømme muskler, fortæller Flemming Hammer, formand fra bunkergruppen. Foto: Bunkergruppen Hirtshals
Annonceret indhold

Nyeste