Livet her

Værkfører fra Rørbæk Biler i Hjørring til VM i Korea

Flemming Stensbak trådte endelig til tops på podiet og skal nu forsvare Danmarks ære i Hyundai-dyst

15. september 2018 kl. 15:40
HJØRRING: 3. november går turen fra Vendsyssel til Sydkorea, men Flemming Stensbak skal dog ikke tilbagelægge de mange kilometer i bil, selv om det hele handler om Hyundai.
Værkføreren fra Rørbæk Biler på Vandværksvej i Hjørring blev for nylig kåret til Danmarks bedste Hyundai-servicerådgiver, så nu skal han deltage i verdensmesterskabet på den koreanske halvø, hvor den asiatiske bilgigant har hjemme.
- Jamen, det glæder jeg mig da til. Der er afsat en dag til konkurrencen, men jeg er der i flere dage, så vi skal nok også rundt og se fabrikken, siger Flemming Stensbak.
Som servicerådgiver er man ansvarlig for at give kunderne en ordentlig rådgivning - blandt andet når det gælder omfanget af en reparation.
Flemming Stensbak kvalificerede sig til DM ved at svare på en ordentlig bunke spørgsmål i en test. For et par uger siden dystede de tre bedste i Danmark så i Kolding - her var der en skriftlig prøve og tre kunde-cases, der skulle løses.
- Det er jo altid sjovere at vinde end at blive nummer tre, siger værkføreren - og han ved, hvad han taler om.
To gange tidligere har han nemlig været med til DM og havnet nederst på det tredelte podie.

Har sjældent sorte fingre

Oprindeligt er han uddannet mekaniker, men efterhånden er det sjældent, at han kommer hjem med sorte fingre fra Rørbæk Biler.
- Jeg er meget på kontoret, men jeg er da klar, når mekanikerne skal have et tip fra en gammel ræv, siger han med et smil.
Allerede 7. oktober får Flemming Stensbak en forsmag på, hvad der venter i Korea, når han skal til fortræning i Frankfurt på Hyundai’s europacenter.
Han er bekendt med, at man i visse nationer tager konkurrencen endog meget alvorligt; her kan der være tale om at tage den pågældende medarbejder ud af sit normale job i et par måneder for at sikre optimal forberedelse.
- Sådan gør vi ikke i Hjørring, og det tror jeg også, at jeg har det bedst med!, lyder det.
Flemming Stensbak har prøvet at opsnuse, hvad man kunne blive udsat for ved VM. Ved et tidligere mesterskab trak det eksempelvis ned, hvis man i en case ikke opdagede, at kunden havde glemt sin tegnebog i bilen, da den skulle afleveres - så det er med at have et øje på hver finger ...
Privat bor Flemming Stensbak med sin kone i Hjørring, og i sin fritid er han blandt andet instruktør i Vendia Fitness og kaptajn for Team Hjørrings ungdomshold.
Team Hjørring cykler hvert andet år til Paris, og Flemming Stensbak er klar på endnu en tur til byernes by i cykelsadlen i sommeren 2019 - for fjerde gang i øvrigt.
Annonceret indhold

Nyeste